SønderjyskE jagter ny overraskelse mod Tvis
Årets spiller i SønderjyskE kåres før lørdagens kamp mod Team Tvis Holstebro
Lørdag tager SønderjyskE imod Team Tvis Holstebro i tredje runde af slutspillet.
For begge mandskaber er det ved at være sidste udkald, hvis drømmen om en plads i semifinalen skal holdes i live. Begge hold har nemlig nul point efter de to første runder.
"Tvis har ligesom os haft en hård start i slutspillet, men Tvis har haft større forventninger. Jeg ved, at mine spillere er opsatte på at vise vores værdighed i slutspillet og skrabe point hjem til holdet," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
I de to indbyrdes opgør i den ordinære sæson vandt SønderjyskE ude, men tabte hjemme i en kamp, der var uden betydning for begge mandskaber, da kampen om placeringer reelt var afgør.
"I vores sidste opgør nåede vi aldrig op i niveau, og der manglede måske noget gnist. Men vi er opsatte på at slutte sæsonen af med noget flot håndboldspil," siger Morten Henriksen, der håber, at nogle af holdets mange skadede spillere når at blive klar til opgøret.
Før kampen mod Tvis bliver årets spiller i SønderjyskE kåret i Broager Sparekasse Skansen.
I stil med tidligere år sker kåringen i samarbejde med Erling Høi Nielsen A/S.
Spilleren får også en bil stillet til rådighed i en måned af Erling Høi Nielsen A/S. Hvilket bil, det bliver, er stadig en hemmelighed.
Prisen blev indstiftet af Erling Høi Nielsen A/S i 2009, hvor stregspiller Jon Johannsson blev hædret. Siden fulgte Casper Zachariassen og Mads Bjørn Eriksen. Sidste år blev titlen vundet af stregspiller Anders Zachariassen.