Ingen københavneri
Fondsdirektør Søren Kaare-Andersen forsvarer, at Aladdin- musicalen ikke er nomineret til en Reumert
Fredericia Teaters store musicalsucces, Aladdin, er ikke blandt de nominerede til en Reumert i år. Dét kritiseres af blandt andre Toni Lee Larsen, der er direktør for Fredericias konkurrerende teater, Vejle Musikteater.
Reumert-juryen har ikke nogen formand. Men medlemmerne er enige om, at kun direktør Søren Kaare-Andersen fra Bikubenfonden udtaler sig på juryens vegne. Og han er faktisk glad for kritikken.
"Det er fint med debat om Reumert og om dansk scenekunst. Dét er faktisk et af hovedformålene med overhovedet at have sådan en pris," siger han.
Han afviser, at den manglende nominering er udtryk for københavneri. Ligesom han afviser, at der er nogen sammenhæng med, at Fredericia Teater for tre år siden fik en Reumert for en anden Disney-forestilling, High School Musical 2.
"Det har intet med sagen at gøre. Og Pelle Emil Hebsgaard er jo også nomineret for sin rolle som Genie. Jeg kan godt forstå, at nogen undrer sig over, at en musical med så stor anmelder- og publikumssucces ikke nomineres. Men der er nok også lidt lokal-patriotisme involveret i det synspunkt," siger han.
Han har selv set Aladdin.
Burde Aladdin efter din mening være nomineret?
"Det spørgsmål vil jeg hverken svare ja eller nej til. Juryen ser over 550 forestillinger i løbet af et år og mødes flere gange for at afgøre de her ting. Vi tager opgaven meget alvorligt og vurderer ud fra hver vores kriterier. Men når først vi melder ud, sker det i enstemmighed. Diskussionen jurymedlemmerne imellem må nødvendigvis føres bag lukkede døre," siger Søren Kaare-Andersen.
Uenighed i juryen
Lokalavisen Budstikken har kontaktet en stribe af Reumert-juryens medlemmer. De henviser alle til princippet om, at juryen altid melder ud med én stemme. Og de anfører Søren Kaare-Andersen som talsmand.
Alligevel lader det til, at der har været en vis uenighed i spørgsmålet om Aladdin-forestillingen.
En del af juryens medlemmer er professionelle teateranmeldere og har i den rolle bidraget til den meget positive omtale, Aladdin-forestillingen fik. Men juryen har også ganske mange medlemmer, der ikke i medierne har udtrykt en mening om Aladdin. Når disse to grupper sættes sammen og skal afgøre spørgsmålet om nominering, kan de begejstrede anmeldere komme i mindretal. Dét kan ifølge Lokalavisen Budstikkens oplysninger meget vel være sket i spørgsmålet om Aladdin-nominering.
Alle de jurymedlemmer, der har svaret på avisens spørgsmål, understreger dog, at feltet af "Årets Musikteater"-emner er meget, meget stærkt. Underforstået: Det er ingen skam ikke at være nomineret.
"Der er nok lidt lokal-patriotisme involveret."
Søren Kaare-Andersen Reumert-jury