Fortsæt til indhold

Spar 80 procent - byg i Haderslev

Der er store forskelle på de priser kommunerne i Sydjylland tager for at udstede en byggetilladelse på en fabrikshal eller en staldbygning. En ny analyse viser prisforskelle på over 100.000 kroner

Arkiv
Arkiv

I Fredericia koster det 168.500 kroner at sagsbehandle byggeriet af en 5.000 kvadratmeter stor fabrikshal. Det samme papirarbejde koster i Haderslev 21.500 kroner. Vejen sender en regning på 166.000 kroner for at udstede en byggetilladelse på byggeriet af en boligblok, mens Aabenraa kan sagsbehandle det samme byggeri for 24.500 kroner.
En ny analyse fra Dansk Byggeri og Landbrug & Fødevarer viser, at der er stor forskel på, hvor stor en regning kommunerne i Sydjylland sender til de borgere og virksomheder, som vil bygge.
"Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at bygge i den forkerte kommune, og det virker besynderligt, at der mellem to nabokommuner kan være så stor en prisforskel på stort set samme arbejdsopgave. Jeg håber, at de af vores lokale kommuner, som har gebyrer i den høje ende, vil overveje, om deres pris stemmer overens med den tid, de bruger på at sagsbehandle byggetilladelsen," siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.
Også når det gælder landbrugsbygninger, er der stor forskel på prisen. Fx skal en landmand betale 12.500 kroner for at få en byggetilladelse i Haderslev, mens Kolding og Fredericia tager cirka 80.000 kroner for det samme arbejde.
"I nogle kommuner opgøres regningen til landmanden på baggrund af tidsforbruget. Andre steder beregnes byggesagens pris på basis af byggeriets antal kvadratmeter eller kubikmeter. Det giver ikke mening at opkræve gebyr efter eksempelvis kvadratmeter, hvis der er tale om en helt simpel hal til fx fjerkræ. Tidsforbruget er lavt, men antallet af kvadratmeter er stort. Den uensartede praksis mellem kommunerne er med til at bremse nye investeringer," siger chefjurist Charlotte Bigum Lynæs fra Landbrug & Fødevarer.
Begge organisationer glæder sig over, at særligt Vejle og Haderslev har sænket prisen på deres byggesagsgebyrer.
Horsens, Billund og Tønder har som de eneste i Sydjylland indført en fast timepris på deres sagsbehandling af byggesager.
"Timepriser gør det muligt at betale, det sagsbehandlingen koster. Det giver alle parter en sikkerhed for, at prisen afspejler de faktiske udgifter. Det er en fair løsning og forudsætter selvfølgelig samtidig, at kommunerne er effektive, når taxameteret er slået til," lyder det fra de to organisationer.