Fortsæt til indhold

Multietnisk aktivitetshus fylder fem år

Esbjerg Kommunes aktivitetshus Mosaikken har nu igennem fem år dannet en populær ramme om aktiviteter, som kan fremme sundhed og trivsel for ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk. De fem år fejres med en fest for brugere og inviterede gæster t

Arkiv
Arkiv

Op til 40 seniorer fra blandt andet Bosnien, Tyrkiet, Somalia, Vietnam, Palæstina og Irak mødes hver dag i en fireværelseslejlighed på Stengårdsvej i Esbjerg for at tale med jævnaldrene på deres eget sprog, træne dansk som fællessprog, få ny viden om kultur og sundhed og skabe nye netværk. Lejligheden udgør rammen om Esbjerg Kommunes multietniske aktivitetshus Mosaikken.
Torsdag den 4. april 2013 var rammerne for en dag flyttet til en nærliggende festsal. Da fejrede Mosaikken sin fem års fødselsdag, ogmange brugere og inviterede gæster vil deltog. En af dem, som havde sagt ja tak til at deltage, var formanden for Esbjerg Kommunes Sundhed og Omsorgsudvalg, Henning Ravn, som siger:
?Med Mosaikken ønsker vi at forebygge sundhedsmæssige problemer og styrke borgernes trivsel og evne til at mestre livet, så ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk på samme måde som andre ældre kan sikres at være længst muligt aktive i eget liv. Jeg er derfor glad for, at så mange vælger at bruge stedet.?

Samvær og sundhed

På Mosaikken er der mulighed for at møde andre mennesker, nyde en kop kaffe eller te, læse avisen eller spille et spil. Brugerne kan også deltage i aktiviteter som f.eks. motion, sprogtræning, temamøder om det danske samfund og emner inden for sundhed og sygdom, ture ud af huset og sociale aktiviteter som madlavning og fællesspisning. En af Mosaikkens brugere, Nimo Mohamed Nalaiya, fortæller:
?Når jeg er i Mosaikken og er sammen med andre, lige meget om det er nogle fra samme land eller fra et andet land, glemmer jeg mine problemer og får det bedre.?

Tresporet indsats

Mosaikken er kun en del af Esbjerg Kommunes forebyggende indsatser for etniske minoriteters sundhed. Andre indsatser er tilbud til klubber, foreninger eller arbejdspladser om besøg af en sundhedsformidler med anden etnisk baggrund end dansk og tilbud om individuelle møder med en sundhedscoach, oplyser direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.
Esbjerg Kommunes forebyggende indsatser for ældre med anden etnisk baggrund end dansk forventes nu også at indgå i en publikation, som er på vej fra ÆldreForum under Social- og Integrationsministeriet. Publikationen beskriver best practice på området til inspiration for alle landets kommuner.



Om Mosaikken
Mosaikken er et multietnisk aktivitetshus på Stengårdsvej i Esbjerg, som sætter fokus på sundhed og trivsel for ældre borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Esbjerg Kommune åbnede aktivitetshuset i april 2008. Huset har i dag 25 - 40 daglige brugere.