Golfens Dag markeres med åbent hus i Køge
GOLF: Søndag den 14. april er svaret golf. Køge Golf Klub holder åbent hus for alle der nærer den mindste interesse for at prøve kræfter med golfsporten.
- Kom forbi til en uforpligtende introduktion til hvad golf er og prøv kræfter med driver, jern og putter. Oplev begejstringen når man rammer den lille hvide bold og mærk på egen krop, om svaret er golf, opfordrer golfmanager Helge Caspersen.
På selve dagen vil der i Køge Golf Klub være mulighed for at blive undervist af proerne og komme ud og prøve at spille et par huller.
Der vil også være et underholdende indslag af trickgolferen Karsten Maas, The Great Dane, der underholder med de mest umulige golfslag med diverse remedier. Endelig byder klubbens restaurant på en gratis burger til alle gæster på dagen.
Golfens Dag arrangeres af Dansk Golf Union i samarbejde med cirka 140 af landets golfklubber. Golf er i dag den største sportsgren for folk over 25 år og dyrkes af over 140.000 danskere i alle aldre. Søndag den 14. april er alle inviteret til at kigge forbi Køge Golf Klub og prøve en unik sport, hvor alle kan spille med og mod hinanden.
- Golfens Dag handler om at prøve hvad golf er. Det er golfens helt unikke handicapsystem der gør, at alle kan spille med og mod hinanden på tværs af alder, køn og niveau. Kvinden kan spille mod manden, pensionisten mod barnebarnet og nybegynderen mod verdens bedste - og alle kan vinde. Alt sammen pakket ind i motion, hygge og naturoplevelser, siger Helge Caspersen.
Du kan læse mere om Golfens Dag på www.golfensdag.dk, og se alle klubber der afholder Golfens Dag.
pm