Borgmester vil have grønne jobs til håndværkerne
Hvis det står til Borgmester Jørn Pedersen (V) skal den nye boligjob-ordning, som regeringen lige nu forhandler om, gøres helt grøn.
Miljø Regeringen, Venstre og Konservative sidder lige nu og forhandler om en boligjob-ordning der skal sætte gang i beskæftigelsen. Og Venstres top har fået flere input fra Borgmester Jørn Pedersen (V), der sammen med Administrerende direktør hos Rockwool gerne ser, at ordningen bliver gjort helt grøn.
"Det er boligrenoveringen der skal være i fokus, og ordningen skal reserveres til energirenoveringer", siger Jørn Pedersen og pointerer, at tanken er, at ordningen skal gøres helt grøn, og at der derved heller ikke længere skal gives tilskud til opgaver som rengøring og vinduespudsning.
Beregninger udarbejdet af Copenhagen Economics viser, at der kan skabes mere end 1000 flere jobs i Danmark, hvis boligjob-ordningen målrettes mod energiinvesteringer i bygninger.
"De øgede arbejdspladser kommer fordi, det ikke bare er noget vi alligevel ville have gjort, som udskiftning af et defekt vindue og lignende" siger borgmesteren.
Administrerende direktør hos Rockwool Thomas Kähler ligger ikke skjul på, at han har en forretningsmæssig interesse i at gøre boligjobordningen grøn, men han håber samtidig, at forslaget kan være det, der får flere i arbejde.
"Især håndværkerne er jo hårdt ramt, og man kunne godt frygte, at det ville fortsætte, hvis man ikke gør noget. Og så vil den grønne ordning også tage hul på det problem vi har, med at rigtig mange af vores boliger trænger til energiforbedringer", siger Thomas Kähler.
Kolding Kommune har ligesom en række andre kommuner sat sig for at nedbringe energiforbruget, det gælder både kommunens egne bygninger men også de private boliger.
"En grøn boligjobordning vil give en tiltrængt økonomisk motivation til at få flere borgere interesserede i at investere i energibesparelser", slutter Jørn Pedersen.