Den tredje borgmester
BORGMESTER-KÆDEN i Roskilde skal fra nytår fortsat bæres af enten den unge socialdemokrat Joy Mogensen eller overtages af Venstres gruppeformand Bent Jørgensen, forventer de fleste.
Men først skal en af de to kandidater lige sikre sig et flertal på mindst 16 ud af byrådets 31 medlemmer i forhandlingerne om en konstituering efter valget 19. november.
Joy Mogensen kan umiddelbart regne med opbakning fra S, SF og Enhedslisten.
Bent Jørgensen skal satse på, at Venstres landspolitiske fremgang også slår igennem lokalt, så han får et flertal sammen med Konservative, Dansk Folkeparti - og eventuelt Liberal Alliance.
Men hvis resultatet ikke bliver entydigt i den ene eller anden retning, opstår en ny mulighed.
'JEG HAR DET BEDST, når jeg bare springer ud i ting på den måde. Man kan sige, det er et frisk pust', sagde Ulla Odeh her i avisen, da hun var blevet valgt til De Radikales nye spidskandidat.
Hun er helt ny i kommunalpolitik, men kaster sig med glæde ud i opgaven og kan nærmest ikke få nok, fortæller hun selv.
Politik er uforudsigelig. Så hvis valgresultatet falder sådan ud, kan hun pludselig få meget mere at se til, end hun nogensinde havde drømt om, hvis De Radikale igen får deres tidligere nøglerolle.
GENNEM TRE ÅRTIER fra 1949 til 1978 var der næsten hele tiden radikale borgmestre, og det lille midterparti, vi kender i øjeblikket, var dominerende i byen.
Det hele startede da den daværende leder for Roskildes stærke Konservative, Poul Sørensen, som senere blev gruppeformand og minister på Christiansborg, indså, at VK-partierne aldrig alene kunne vippe de tidligere socialdemokratiske borgmestre.
Så han indgik en alliance, hvor de Radikale med de udslagsgivende mandater fik borgmesterposten.
MIN GAMLE KOLLEGA, den navnkundige Roskilde-journalist Arne Jensen, som dengang var journalist på byens dominerende dagblad, det radikale Roskilde Tidende, har fortalt, hvordan det foregik i praksis.
Partiets første borgmester, murermester Henrik Løve Jørgensen, besøgte flere gange om ugen redaktør Thomsen på avisen for at høre, hvad han nu skulle gøre.
Som bekendt foregår det heldigvis ikke på den måde mere.
KONG ARTHUR Jacobsen blev fra 1966 den næste store skikkelse i den radikale arvefølge, efter et kort mellemspil med socialdemokraten Børge Juel Hansen, senere amtsborgmester, der kun fik pladsen, fordi de konservative i en periode var trætte af, at deres stemmer hele tiden gik til at styrke De Radikale.
Roskilde kan bl.a. takke ham og partiet for, at byen fik sit universitet, for socialdemokraterne ville have lagt det i Næstved. Den beslutning har haft meget stor betydning for den gode udvikling her i området, sammenlignet med situationen på Syd- og Vestsjælland.
Revisoren trak sig tilbage i 1974 og blev afløst af pædagogen Grethe Munk.
DEN LIVSLYSTNE DAME blev den første af Roskildes foreløbige fire kvindelige borgmestre (før Lisbeth Olsen, Jette Kristensen og nu Joy Mogensen).
Hun havde været formand for Dansk Kvindesamfund og nåede at indvarsle en ny moderne tid, før hun døde af kræft allerede efter to år.
Afløseren blev den lune og kyndige skolemand John Iversen, der kun tabte valget i 1978 ved en ren tilfældighed.
Midterpartierne CD og Kristelig Folkeparti havde nemlig ikke kunnet finde ud af at indgå teknisk valgsamarbejde, mens hele venstrefløjen – der dengang bestod af både SF, DKP og VS – sørgede for at ikke en eneste 'rød stemme' gik til spilde.
Derfor blev Lisbeth Olsen til de flestes overraskelse borgmester og indledte 29 års S-styre i Roskilde, kun afbrudt af fire år med Venstre-manden Bjørn Dahl.
ODEH KAN GENOPVÆKKE den radikale storhedstid i Roskilde, hvis partiet får den forventede fremgang, og valgresultatet placerer deres mandater som de afgørende midterstemmer i byrådet.
Så bliver det hurtigt til virkelighed med:
DEN TREDJE BORGMESTER