Lækker musik
Til årets meditationskoncerter er der igen fokus på musik, som er honning for øregangene. Programmet er sammensat af velklingende og velkendte musikalske værker, som bliver fremført af symfoniorkestrets egen koncertmester, Rumen Lukanov
koncert Meditationskoncerterne finder sted kl. 19.00 onsdag 1. maj i Sct. Marie Kirke i Sønderborg, torsdag 2. maj i Christuskirche i Nibøl og fredag 3. maj i Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld. "Publikum kan glæde sig til en ganske særlig atmosfære, som de udvalgte værker er med til at skabe. Det musikalske fokus er på velklang og afslapning. Og derfor er der kun valgt populære melodier, så publikum ikke skal anstrenge sig, men bare kan slappe af og nyde koncerten," siger Rumen Lukanov, solist og ensembleleder. Rumen Lukanov har været ansat som koncertmester i Sønderjyllands Symfoniorkester siden 1997, men til Meditationskoncerterne har han ikke bare rollen som solist, han er ligeledes dirigent for orkestret. Og ifølge ham er det at dirigere og spille på samme tid faktisk ikke så underligt. "Det var en helt normal måde at gøre det på, da værkerne blev skrevet. Og under det meste af koncerten, dirigerer jeg faktisk fra min plads. Orkestret spiller kun med halv besætning, og fordi musikerne kender hinanden så godt, ved de også, hvordan hinanden spiller," forklarer han. Ikke nervøs for dirigentrollen Selvom Rumen Lukanov ikke til daglig dirigerer orkestret, er han ikke nervøs over den lidt uvante situation at skulle lede sine kolleger. "Jeg kender alle musikerne rigtig godt, og derfor føler jeg mig faktisk mere sikker ved at dirigere dem, end hvis det var et fremmed orkester," forklarer Rumen Lukanov. Til meditationskoncerterne spiller Sønderjyllands Symfoniorkester blandt andet Debussys Claire de lune, Schierbecks I Danmark er jeg født og et udsnit fra Vivaldis Vinter.