Ny stemme til folk på flugt
Erik Lyby overtager pladsen som formand for Dansk Flygtninge Hjælp i Roskilde
I fremtiden vil det være Erik Lyby, der bestrider pladsen som formand for Dansk Flygtninge Hjælp i Roskilde (DFH). Erik Lyby har været medlem af gruppen siden 2007. Den nye formand er selvstændig konsulent i rådgivning om ulandsbistand til Afrika og Asien.
Udramatisk skift
DHF i Roskilde forventer ikke, at formandsskiftet kommer til at betyde væsentlige forandringer i gruppens arbejde. Blandt andet regner man med at fortsætte samarbejdet med Roskilde Kommune, Sprogcentret Clavis og Frivillighedscenter Roskilde. Dog udtrykker DFH forhåbning om, at flere vil tilknytte sig det velgørende arbejde, gruppen gør.
Anerkender indsats
Igennem de sidste 11 år har Asbjørn Ryde været kontaktperson og formand for Dansk Flygtninge Hjælp i Roskilde. Men nu har den erfarne fanebærer for folk på flugt altså valgt at gøre plads til nyt blod i gruppens top. Selvom Asbjørn Ryde træder tilbage som formand for DFH i Roskilde, siger han ikke endeligt farvel til gruppen. Den tidligere formand fortsætter som menigt medlem. I anerkendelse af Asbjørn Rydes indsats for gruppen, har man valgt at udnævne ham til æresmedlem.