Konflikt styrker sammenholdet
Lærerne i Køge og Stevns håber på et lovindgreb, der tilgodeser begge parter, som udgang på den aktuelle arbejdskonflikt på skoleområdet.
KONFLIKT: Mens lockout'en af lærerne på landets skoler trækker længere ud, end de fleste eksperter oprindelig forudså, så er de konfliktramte lærere i Køge og Stevns fortsat stærkt engagerede i det, de ifølge lokalformand Pernille Nørgaard opfatter som en kamp om folkeskolen snarere end en konflikt om løn og arbejdstid.
Med lige dele frustration og kreativitet som brændstof har lærerne været ekstremt aktive gennem hele konflikten med en lang række happenings på stationer, ved supermarkeder og andre steder, hvor folk færdes, så ingen bør være efterladt i tvivl om lærernes synspunkter - og det fortsætter, så længe konflikten varer, siger Pernille Nørgaard.
- Der er et godt sammenhold, og stemningen er god, men folk er også vrede og frustrerede over situationen. Vi vil jo virkelig gerne tilbage og undervise, og så betyder det selvfølgelig også noget for folk, at de ikke får løn, fortæller hun til Lørdags-Avisen torsdag eftermiddag fra toget på vej til København, hvor en stor del af de 570 lockoutede lærere i Køge og Stevns deltog i stordemonstrationen.
Hun ser et lovindgreb som den rigtige udgang på konflikten.
- Vi håber på et lovindgreb, og det må gerne komme snart, men det skal være et indgreb, der tilgodeser begge parter, siger hun med henvisning til lærernes oplevelse af manglende forhandlingsvilje hos modparten, KL, mens lærerne selv føler, at de har vist større forhandlingsvilje hidtil.