Fortsæt til indhold

Lotte Rod nyt folketingsmedlem for Vejle

Folketingsmedlem Lotte Rod bliver folketingskandidat i Vejle for Radikale

Arkiv
Arkiv

Vejle kan snart tælle et folketingsmedlem mere. Radikale Venstre har længe været på jagt efter en ny folketingskandidat, og bestyrelsen er nu blevet enige om at anbefale partiets børne- og undervisningsordfører samt fødevareordfører Lotte Rod, der er medlem af folketinget. Ved seneste valg var Lotte Rod den radikale i Sydjylland, der fik flest personlige stemmer.
"Jeg kommer i forvejen en del i Vejle i forbindelse med mit ordførerskab. Jeg har diskuteret praktikpartnerskaber på jobcentret, kigget på iværksætterhuset ved Campus Vejle, indsamlet gode idéer på begge almene gymnasier og endda været gæstelærer som en del af Uge Sex-kampagnen i 6. klasse på Mølholm Skole. Nu glæder jeg mig til at få chancen for at engagere mig endnu mere i byen," fortæller Lotte Rod.
Formanden for Radikale Venstre i Vejle, Jan Tækkemand, er meget tilfreds med udsigten til, at Vejle bliver repræsenteret med en radikal i Folketinget:
"Vi kender Lotte som et særdeles aktivt folketingsmedlem, der brænder for at udvikle politik, besøge virksomheder og skoler og komme rundt og diskutere med folk. Vi har med glæde bemærket Lottes store interesse for Vejle, og det er netop derfor, vi vælger Lotte," siger Jan Tækkemand.

Lotte fra Aabenraa

Lotte Rod er opvokset i Aabenraa, hvor hun blev opstillet til Folketinget som 20-årig. Det har derfor ikke været nogen let beslutning at opgive kredsen i Aabenraa.
"Jeg holder aldrig op med at være Lotte fra Aabenraa, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det er rigtigt at rykke til Vejle. For partiet, for mig og for byen. Jeg vil gerne være med til at sætte Vejle på danmarkskortet med vores mange gode historier. Det kan godt være, Vejle er det sted i Sydjylland, hvor flest stemmer radikalt, men jeg er overbevist om, at vi har et endnu større potentiale. Det vil jeg gå i spidsen for at indfri," siger Lotte Rod.
Formelt skal Lotte Rod vælges på en ekstraordinær generalforsamling den 6. maj. I Radikale Venstre må man have to kredse, og Lotte Rod er også opstillet i Esbjerg. Lotte Rod er 27 år og har færdiggjort sit speciale på statskundskab, på normeret tid. ved siden af at sidde i Folketinget.