Flere hensyn i forhold til mobilmast
- Vi lytter til jer, men vil også gerne sikre mobilbrugere i Hvidovre god dækning nu og i fremtiden, siger borgmesteren
- Lad mig starte med at sige, at jeg har stor forståelse for de borgere, der nu bl.a. her i Hvidovre Avis udtrykker bekymring for, at de skal have en mobilmast stående i nærheden. Vi lytter selvfølgelig til jeres bekymring og argumenter, siger borgmester Helle Adelborg. - Vi lytter også til de Hvidovre-borgere, der er generet af ikke at have en ordentlig mobildækning. Det er nemlig sådan, at når vi bruger vores mobiltelefoner meget - også til at overføre data, så vil vi på et tidspunkt kunne opleve, at dækningen ikke er så god, eller vi ikke altid har forbindelse eller kan overføre data, som vi er vant til. Lige for tiden er dækningen i f.eks. Risbjergkvarteret måske god nok, men hvis vi skal blive ved med at have en god dækning og kunne overføre store mængder data, så skal mobilmasterne stå med en vis tæthed, og derfor også i vores boligområder. Personligt lægger jeg vægt på, at Hvidovre er en moderne by, hvor alle er glade for at bo. Når vi giver lov til opsætning af mobilmaster, gør vi det ikke for at genere nogle borgere. Vi gør det tværtimod for at sikre den dækning, som alle efterspørger. Jeg selv og andre Kommunalbestyrelses-medlemmer er blevet kritiseret for ikke at deltage i et borgermøde, som en gruppe borgere, der kalder sig ¿Gruppen mod masten¿ havde indkaldt til. Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at det ikke var et bevidst fravalg, at jeg ikke kom. Men jeg modtog ganske enkelt invitationen så tæt på mødet, at jeg havde noget andet planlagt den aften. Endvidere var flere til fagudvalgsmøder samme aften. - Men som nævnt, vi lytter til både jeres indsigelser og de fakta, vi modtager fra ansøgeren - og vi skal så veje argumenterne over for hinanden, slutter Adelborg. Teknik- og Miljøudvalget behandler mobilmast-ansøgningen på deres møde den 22. maj. Her vil udvalgspolitikerne bl.a. få høringssvarene fra naboerne.