Hansen og Knudsen forlænger
EfB har sikret to vigtige forlængelser med forsvarstalenterne Kian Hansen og Jonas Knudsen
Hansen og Knudsen. Ja, det lyder næsten som en dårlig komiker-duo, men der er faktisk tale om par særdeles unge og talentfulde fodboldspillere, som i denne sæson har bidt sig fast på det EfB hold, der i øjeblikket imponerer alt og alle i fodbolddanmark.
Fælles for de to er, udover at de begge er med til at danne EfB's bagkæde, at de netop har forlænget deres kontrakter med den vestjyske klub. Kian Hansen har indgået en ny aftale frem til 30. juni 2016, og dermed lægger parterne yderligere to år til kontraktperioden.
"Jeg er fortsat glad for at være i Esbjerg, hvor der er gang i noget spændende med et hold bygget op omkring mange unge spillere. I foråret har vi en pokalfinale at kæmpe for, og så vil jeg meget gerne være med til at sørge for, at EfB overlever i Superligaen," siger Kian Hansen.
Kian Hansen debuterede under den nuværende cheftræner Jess Thorups ledelse i en kamp mod Vejle BK i december 2008 og har siden spillet 91 kampe for EfB, heraf 20 i denne sæson i Superligaen. Jess Thorup er meget tilfreds med Kian Hansens udvikling fra marginal- til stamspiller, og at han er blevet en mere spillende midterforsvarer end tidligere.
En ny toårig aftale er indgået med forsvarstalentet Jonas Knudsen, og dermed er Hjerting-knægtens kontrakt gældende til 30. juni 2015. Den 20-årige venstreback debuterede som 17-årig på EfB’s bedste hold i en kamp mod Randers FC i marts 2010 og har siden spillet 63 kampe og scoret to mål. Jonas Knudsen er også i DBU’s søgelys, idet han deltog i Ligalandsholdet og U21-landsholdets kombinerede træningstur til USA i vinter og siden blev udtaget til en U21-venskabskamp mod Norge i marts.
"Jeg er fodboldmæssigt inde i en god udvikling, jeg er glad for at spille i EfB og kan ikke rigtig se grunde til ikke at forlænge samarbejdet. I de kommende to sæsoner tror jeg på spændende sportslige muligheder i EfB, og hvis vi kan holde sammen på truppen, tror jeg, vi kan placere os i den bedste halvdel af Superligaen," siger Jonas Knudsen.
Cheftræner Jess Thorup glæder sig over, at det er lykkedes at indgå en ny aftale med en spiller, der har gennemgået hovedparten af sin fodboldudvikling i EfB.
"Jonas blev i sæsonen i Betsafe Ligaen en grundsten i vores defensiv og har siden fortsat den rivende udvikling. Fysisk er han trods sin unge alder en af de stærkeste defensive spillere i Superligaen. Han ved selv, at han fortsat skal arbejde med at udvikle sit offensive spil, så han kan blive den profil i ligaen, talentet berettiger til," siger Jess Thorup.