15 socialrådgivere på 5 år
15 socialrådgivere på fem år, utallige lægeerklæringer, ingen penge i halvandet år og en familie på kanten af økonomisk ruin. Det kostede en motorcykelulykke Bo Rasmussen. I dag venter han stadig på at få sagen afsluttet og har måttet tage fagforening, advokat og nu avis til hjælp.
Ulykken
3. juli 2007 blev den 38-årige far til to børn fra Gundsølille kørt ned, da han var ude på motorcyklen. Sammen med 'kværnen' slog han adskillige kolbøtter hen ad vejen og smadrede ryg, nakke og arm. Bagefter gennemgik han en stor operation og må nu resten af livet gå med venstre arm i sele for at beskytte og holde den varm, mens han døjer med stærke smerter. Ulykken gik også ud over hukommelsen, og han lever i dag med gule huskesedler, der skal hjælpe ham gennem hverdagen. - Det mest frustrerende er dog, når jeg endnu en gang får en ny socialrådgiver, der igen ikke har sat sig ind i min sag, siger Bo Rasmussen. Han tør ikke vise sin frustration til socialrådgiveren, da han så frygter, at sagen trækker endnu længere ud. For at have vidner til den efter hans mening dårlige behandling, har han nu Stine Pallisgaard fra fagforeningen 3F med, når han sætter sig sammen med socialrådgiveren. Hun skriver referater fra møderne, så dokumentationen er i orden til sagens videre behandling.
Sagsbehandler indrømmer
Ved det første møde med Bos nyeste socialrådgiver Sussanne indrømmer denne efter et stykke tid, at hun ikke har nået at sætte sig grundigt ind i sagen. Ved mødet er både arbejdsmarkedskonsulent Lene Larsen og Stine Pallisgaard til stede. Stine skriver i referatet, at socialrådgiveren sætter dem ind i den overordnede lovgivning (Det er Bo blevet mindst 14 gange før red.) Socialrådgiveren siger, at hun ikke er sikker på, at Bos sag er afklaret. Både Lene Larsen og Stine Pallisgaard protesterer. De er direkte uenige med sagsbehandleren. Fagforeningskonsulenten skriver: - Det er 3F's og Lene Larsens vurdering, at det eneste, der mangler i afklaringen af Bos arbejdsevne, er det praktiske afklaringsforløb. Bo Ramussen frygter, at sagen starter forfra igen. Det har han nemlig prøvet flere gange. Med to socialrådgivere har han oplevet, at de havde sat sig ind i hans sag. De øvrige 13 er kommet uforberedte til møder, har trukket sagen i langdrag, og det har forpurret en afgørelse.
Videre med livet
Alt hvad Bo ønsker er, at kommunen endelig vurderer, hvad hans erhvervsevne er, så han kan komme med videre med sit liv. Han har fundet et job, han kan klare på nedsat tid. Spørgsmålet er om kommunen anderkender det som flexjob. De af Roskilde Kommune forlangte lægeerklæringer og undersøgelser fra specialister har han i hobetal, og nogle af dem har han endda fået foretaget flere gange. Sagen er i øjeblikket i Arbejdsskadestyrelsen, men den kan først færdigbehandles, når Roskilde Kommune har lavet en vurdering. ag@roskildeavis.dk