Fortsæt til indhold

Sagen stinker

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen
De må ikke gå på græs og ikke op ad et trin på blot 11 centimeter. Hvad må de egentlig gøre, spørger Birgit Christensen om skraldemændene i Roskilde.
Hun har nu to gange i løbet af de seneste par måneder fået en seddel om, at hendes skraldespand står forkert. Den er placeret i på en lille fliseindgang, hvor renovationsarbejderne skal op ad et trin på 11 centimeter for at tømme stativet.
- Er det virkelig nødvendigt at jeg får bygget min indgang eller mit hus om for at få den skrald fjernet, som jeg betaler for, siger Birgit Christensen, der bor i kvarteret med de mange kongenavne. Hun fortsætter:
- Jeg har fået at vide, at jeg bare kan købe en skraldespand med hjul for 1.200 kroner, men hvorfor skulle jeg det, når jeg har den gamle, siger husejeren.
Mange af husene i kvarteret ligger lidt oppe i forhold til vejen. Derfor skal skraldemændene ofte op ad en lille bakke eller et lille trin for at komme hen til spanden eller stativet. Det har flere af naboerne bemærket er et problem.

Duer ikke

- Flere har fået sedler om, at deres affald står forkert, men det har da aldrig været et tema før, siger Birgit Christensen undrende.
Det betyder, at ældre damer på over 80 er tvunget til at køre rundt med skraldet for at få det fjernet.
Indtil sneen kom ved juletid, stod spanden i baghaven på en flise omringet af græs.
Men fordi det var lettere at rydde flisegangen ved fordøren, blev stativet flyttet hen til hoveddøren, hvor man altså enten skal gå et trin op eller gå på plænen. Den kan ikke flyttes tilbage for så er den omringet af græs.
- Jeg fik at vide, at jeg kan stille den i skellet, men det er der ikke plads til, så nu må vi se om affaldet bliver fjernet, siger Birgit Christensen.

ag@roskildeavis.dk

Her på flisen til højre stod skraldespanden før jul. Det må den ikke mere, for skraldemændene må ikke gå på græs.