Fortsæt til indhold

Endnu et vellykket budarrangement i Køge Bio

Arkiv
Per Møller

KØGE: I weekenden afholdt Lørdags-Avisens Distribution det første af årets to halvårlige budarrangementer, hvor distributionsfirmaets mange bude bliver inviteret en tur i Køge Bio. Og hvert bud har mulighed for at invitere en ven/veninde med.
Både lørdag og søndag blev Køge Bio fyldt til så at sige sidste plads af de mange bude, der kunne se frem til at overvære filmen "The Host" der er baseret på "Twilight"-forfatteren Stephenie Meyers roman og er en medrivende historie om kærlighedens og den menneskelige livskrafts overlevelse i en tid, hvor verden er i krig. I filmens hovedroller ses bl.a. Saoirse Ronan, Max Irons, Diane Kruger og William Hurt.
Ved ankomsten til Køge Bio blev budene budt velkommen af Lørdags-Avisens Distributions personale, Terje Gilbu, Betina Henriksen og Rikke Bernholm. Der var traditionen tro også popcorn og cola til alle og under arrangementet blev der blandt de fremmødte bude trukket lod om en række fine præmier.
Begge dage var førstepræmien en Ipad. Lørdag blev det Frederikke Tofteng fra Lille Skensved der løb med den fine præmie, om søndagen var det Kathrine Madsen fra Havdrup.
Der blev også trukket lod om et par lækre høretelefoner. Lørdag var det Caroline Søgaard fra Køge og søndag var det Tobias Kudsk fra Store Heddinge der vandt. Desuden blev der begge dage trukket lod om biografbilletter til Køge Bio.
- Arrangementet blev igen i år en succes og rart at se så mange af vore bude tager mod invitationen når vi kalder, siger distributionsleder Betina Henriksen.
Lørdags-Avisens Distribution har et nyt budarrangement i støbeskeen til efteråret.

Der var traditionen tro cola og popcorn til alle. (Foto. SKJ).
Distributionschef Terje Gilbu bød alle velkommen i Køge Bios foyer. (Foto: SKJ).
Nyankomne gæster venter på at komme frem i foyeren. (Foto: SKJ).
Distributionschef Terje Gilbu overrækker lørdagens Ipad til Frederikke Tofteng. (Foto: SKJ).
Køge Bio var godt fyldt op begge dage.