Fortsæt til indhold

Nederlag i fantastisk ishockeyfinale

Også tredje ishockeyfinale endte med hjemmesejr. Igen måtte holdene finde det allerbedste frem

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Uanset, hvilket hold man holder mest med i den danske ishockeyliga, så må man anerkende at de to hold i finaleserien præsterer hockey af kolossal høj klasse. Der er fight og engagement i hver eneste indsats på banene, og alle ved, at selv den mindste fejl straffes af modstanderen.
Det var ikke kun en proppet ishockeyhal i Frederikshavn, der var til fordel for hjemmeholdet. De havde også fået deres skadede super-center, Cam Paddok, tilbage. Hos de lyseblå måtte både kaptajn Kim Lykkeskov og René Holm sidde udenfor, og de var naturligvis savnet i en kamp, der trak på alle tangenter.
Når det er sagt, så gjorde alle en god figur, og sejren kunne godt være endt hos gæsterne. Det udslagsgivende var i høj grad hjemmeholdets evne til at slå til på de rette tidspunkter.
Allerede 47 sekunder efter første puck var kastet måtte denne pilles ud af netmaskerne bag Alfie Michaud. Og samme scenario udspillede sig i tredje periode - her tog det dog "kun" 46 sekunder. Og det var efter en fantastisk anden periode af SønderjyskE, hvor Fredreikshavn dog havde fået udlignet til 2-2 lige før periodepausen.
Med 2-1 i serien kan White Hawks spille sig til matchbold når de to hold mødes søndag klokken 16.00 i SE Arena. Her vil 5.000 sønderjyder dog nok gøre deres til at der istedet kommer til at stå 2-2.