Fortsæt til indhold

FC Grejs-Dalen vil fortsætte succesen

Fusionsklubben FC Grejs-Dalen har fået mange nye medlemmer og gode resultater

Arkiv
Jeppe Rafn

Det startede med, at man lagde ungdomsholdene i Grejs og Grejsdalen sammen til FC Grejs-Dalen. Siden er der også kommet en senior- og old boys-afdeling i FC Grejs-Dalen.
"Det var begyndt at gå ned i begge klubber, men efter sammenlægningen er der virkelig kommet mange nye spillere både i ungdom og senior," fortæller seniorafdelingens formand Rasmus Juul Hansen.
Seniorerne har haft stor sportslig succes i 2012, hvor førsteholdet i foråret rykkede op fra serie 5 til serie 4 og i efteråret sprang videre fra serie 4 til serie 3.
"Vi har fået en håndfuld nye spillere med førsteholdspotentiale, så vi skal op og blande os i toppen og spille med om oprykning," siger seniorformanden.
Den store tilgang har også betydet, at der i efteråret var rigeligt med spillere at vælge imellem til 2. holdet, der rykkede op fra serie 6 til serie 5.

Fællesskab

FC Grejs-Dalen lægger vægt på, at der er plads til både spillere med sportslige ambitioner og spillere, der primært kommer for at hygge og motionere. Klubben har forskellige sociale aktiviteter som Champions League fodboldaftener, bowling og gokart.
Klubben har samtidig rigtig gode faciliteter med to træningsbaner og to kampbaner. Seniorerne træner både på Hornstrup Stadion og Grejs Stadion og har i vinterperioden trænet på kunstgræs.
Nye spillere er velkommen til at møde op til træning tirsdag eller torsdag fra klokken 19.00-20.30