Nu kan ungerne kalde sig helte
Krogårdens Børnehave har med stor succes arbejdet med "helte-træning"
"Nu begynder heltetesten. I er fantastiske!"
Alle bestod helte-testen, da heltetræner Karim Maktabi forleden besøgte Krogårdens Børnehave i Smidstrup. Siden februar har pædagoger og børn fra mellemgruppen arbejdet med et særligt helte-projekt.
Kort fortalt handler det om at finde ind til det, man er god til. Heltetræning er redskab, som lærer børnene forskellige ting om måden at opføre sig på - både over for sig selv og andre. De lærer at navigere og begå sig i børnehaven, fysisk og mentalt - uden at komme til skade eller miste modet. Pædagogerne hjælper hvert enkelt barn med at finde ind til sit fulde potentiale, så de opdager hvor fantastiske de er - og tror på, at de er rigtige helte eller heltinder.
"Det handler om integritet. Vi er meget begejstret, og har besluttet, at heltetræning skal være grundtonen i vores arbejde," siger børnehavens leder Mona Munkgaard.
Stor forskel
Helteskolen for børnene i mellemgruppen har blandt andet handlet om motorisk træning, men også om at respektere og følge bestemte regler. Fire dyr bliver brugt i øvelserne: Aben, sommerfuglen, tigeren og elefanten. Dyrene repræsenterer forskellige måder at opføre sig på - og børnene lærer at tæmme dem.
"Det har løftet personalet, og det har løftet børnene på en helt fantastisk måde. Forskellen er stor og mærkbar. Børn, der før har haft svært ved at modtage beskeder, lytter nu koncentreret. De har fået selvtillid og selvværd," konstaterer Mona Munkgaard.
Souschef René Stork er også begejstret.
"Det har været en utrolig udvikling. Metoder og resultater hænger sammen. Børn, der tidligere har haft svært ved at prøve nye ting, har pludselig fået mod. De tror på sig selv," fortæller han.
Planen er, at hele huset skal stifte bekendtskab med metoden. De voksne skal lære endnu mere om heltetræning, og implementere strategien i dagligdagen.
I øvrigt har man netop stiftet "Heltetræning Smidstrup" - en forening med udspring i Krogårdens Børnehave.
"Den første jyske forening af slagsen. Nu skal vi have uddannet nogle heltetrænere, og så er det planen, at man skal kunne gå til Heltetræning - ligesom man går til gymnastik," slutter Mona Munkgaard.