Godt for demokratiet
Borgmester Joy Mogensen (S) er tilfreds med, at et stort flertal i Roskilde byråd er indstillet på, at der også efter næste valg skal være mange udvalg med folkevalgte, som er med til at træffe beslutningerne i kommunen. - For demokratiet er det godt, at borgerne kan henvende sig til de folkevalgte, der så kan være med til at påvirke sagerne og afgørelserne. - Vi er enige om, at der stadig skal være 31 medlemmer i byrådet, fordi vi nu har så stor en kommune med over 80.000 indbyggere. Hvis der blev færre valgte, ville afstanden mellem indbyggerne og politikerne blive for alt stor. Joy Mogensen og byrådet er også optaget af at finde den rigtige balance i magtfordelingen mellem folkevalgte og administration: - Vi skal sørge for klare retningslinjer for, hvilke beslutninger der kan overlades til forvaltningerne - og hvilke sager politikerne skal afgøre. Det er vigtigt for ikke at udhule demokratiet, fremhæver hun.
Fem udvalg
På et møde mellem lederne for byrådets partier er der stort set blevet enighed om, at Roskilde ud over det lovpligtige Økonomiudvalg, hvor alle de vigtige sager behandles før byrådet, skal have en række faste udvalg: Teknik og Miljø, Skole og Børn, Det specialiserede socialområde og Beskæftigelse, Kultur og Idræt samt Social- og Ældreområdet. Men antallet og arbejdsfordelingen mellem disse er ikke endeligt bestemt. Samtidig oprettes andre udvalg med deltagelse af folk udefra, f.eks. Erhvervsudvalget, hvor Roskildes virksomheder også repræsenteres for at udvikle kommunens nye mere koncentrerede indsats for at tiltrække virksomheder og skabe arbejdspladser.
Udenfor indflydelse
Den nye enighed mellem byrådets partier betyder, at et andet oplæg er faldet til jorden. Det gik ud på at koncentrere magten i to store driftsudvalg, betjent af indflydelsesrige og effektive forvaltningschefer, mens alle de øvrige byrådsmedlemmer så kunne få en plads i mere 'hobbyprægede' udvalg, der mest ville få karakter af uforpligtende diskussions-klubber. Af indlysende grunde mente mange af byrådsmedlemmerne, det ville være en særdeles dårlig ide, hvis de skulle sættes helt udenfor indflydelse på alle beslutningerne i kommunen. tk