Fortsæt til indhold

"Rock'n Roll Vs Solen er så rød mor"

Publikum kan glæde sig til fantastisk musik og forhåbentlig en god oplevelse, lover Tobias Durholm, som spiller soloviolin i Carl Nielsens Violinkoncert til to koncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester

Arkiv
Arkiv

Koncerterne finder sted 18. april kl. 20.00 på Harmonien i Haderslev og 19. april kl. 20.00 i koncertsalen i Alsion, Sønderborg. Der er gratis koncertintroduktion kl. 19.00 inden begge koncerter.
Solisten, Tobias Durholm, er til daglig koncertmester i Det Kongelige Kapel, hvor han er en rutineret solist. Alligevel er det at spille solo i en hel koncert stadig en udfordring.
"Jeg er vant til at spille solo i orkestret, men det er en helt anderledes rolle at stå foran et orkester. Der er ret stor forskel. Du er "på" på en helt anden måde i meget længere tid, og der er mere pres på," siger han.
Tobias Durholm har tidligere spillet med Sønderjyllands Symfoniorkestrer, da han var solist i 2010, og det bliver et glædeligt gensyn.
"Jeg havde en rigtig god oplevelse med orkestret, sidst jeg var på besøg, så jeg glæder mig meget til at spille med dem igen. Og så ser jeg frem til at spille i Alsion, det er en fantastisk god sal," siger Tobias Durholm.
I Nielsens Violinkoncert kan publikum opleve et værk med fire forskellige dele, der hver viser nogle af violinklangens mange udfoldelsesmuligheder.
"Mit yndlingssted må være i den første del, hvor der er en energiudladning af rang - på den skøre og skønne måde! Nielsen var selv violinist, så han kendte instrumentet ud og ind. Og her kommer han ud i alle hjørner. Det er utrolig godt skruet sammen. Rock 'n? Roll møder "Solen er så rød mor"," forklarer solisten, der glæder sig til koncerten.