Bag spejlet
På Det Gamle Havnekontor udstilles værker af Anne Juul Christophersen
Lørdag 20. april kl. 14.00 er der åbning af en udstilling med malerier af kunstneren Anne Juul Christophersen på Det gamle Havnekontor Jomfrustien 52 i Haderslev.
Anne Juul Christophersen, født 1972, er en af de yngre danske kvindelige kunstnere, der har markeret sig med maleri, der rummer både det fantasifulde, det magiske og det realistiske.
Ved første øjekast ser hendes billeder ganske uskyldige ud, men ved nærmere øjesyn opdager man, at der er mere på spil.
Hun bruger ofte skoven som en metafor på det truende og problematiske, og der er altid mennesker med i billederne, og uhyggen lurer oftest et eller andet sted. Værkernes titel kan hjælpe beskueren på vej til en forståelse af billederne.
Anne Juul Christophersen er bl.a inspireret af følgende citat: ?Himmel og helvede findes alle steder. Man skal bare være der længe nok.?
Anne Juul Christophersen, der er autodidakt og bosat i Randerup, er en efterspurgt kunstner, der allerede har udstillet en del steder i Danmark, ligesom hun har haft udstilling i Oslo, Stockholm, Amsterdam og New York.
Til ferniseringen, hvor alle er hjertelig velkomne, vil Anne Juul Christophersen selv fortælle om sin kunst.
Udstillingen kan ses alle lørdage, søndage og helligdage mellem kl. 13-16 til og med søndag den 12. maj.