Fortsæt til indhold

Fra pædagog til patina

Den 15. april åbner Claus Børgesen sin nye butik ved navn “Butik Patina” i Jernbanegade. Indehaveren er dermed sprunget ud i sin drøm som selvstændig

Arkiv
Susie Jessen

I disse dage går en noget spændt mand rundt i sin nye butik ved navn "Butik Patina" i Jernbanegade og ordner det sidste før den officielle åbningsdag. Claus Børgesen, som står bag den nye butik har valgt at opsige sit faste arbejde som pædagog på GramRolighed og springe ud i det, der også er hans store interesse: At købe og sælge antikviteter og designervarer. Det har mundet ud i åbningen af Butik Patina i Jernbanegade, der officielt åbner 15. april. Claus Børgesen har dog haft åbent få dage i den sidste tid, fordi han ikke kunne vente. For Claus Børgesen er bidt af det han sælger.
"Interessen opstod ved, at jeg i mange år har transporteret min far rundt i kørestol til forskellige markeder, da det var hans store interesse. Jeg begyndte så at få øjnene op for antikviteter og specielle ting og dem begyndte jeg at samle på. Jeg ryster lidt over denne beslutning om at åbne egen butik, da jeg jo har sagt en fuldtidsstilling op for det. Men jeg glæder mig også til at se hvordan det går", fortæller Claus Børgesen.
Butikken sælger primært dansk design og har især meget stentøj, som spænder vidt i pris. Claus Børgesen finder sine varer rundt omkring på loppemarkeder i landet, og sælger dem så i sin butik.
"Jeg har været heldig at falde over nogle billige varer, der har været meget værd. Nogle af disse ting har jeg haft længe og derfor kan det faktisk godt gøre lidt ondt at sælge nogle af tingene." siger Claus Børgesen. Han regner med, at det er et godt tidspunkt for ham at åbne butik med netop hans varer.
"Der er meget fokus på genbrug og nogle af de her varer har fået en genopstandelse. Så jeg glæder mig meget til at se hvordan det kommer til at gå".
Butik Patina ligger i Jernbanegade tæt ved banegården. Åbningstiderne er hver dag fra 10.00-18.00.