Pionerpris til Sønderborg ingeniør
Rådgivende ingeniør Torben Esbensen, Sønderborg får tildelt den internationale pionerpris for passivhus byggeri, som overrækkes ved en højtidelighed i Frankfurt Kongres Centrum i Tyskland lørdag den 20. april. Prisen gives til Torben Esbensen og nu afdøde Professor Vagn Korsgaard, Danmarks Tekniske Universitet for deres pionerarbejde med Nul-Energihuset, der blev bygget på DTU i Lyngby i 1974.
Det er kun 3. gang, at den internationale pionerpris uddeles og nu for første gang til Danmark.
Nul-Energihuset var et af de første passivhus-byggerier, der blev udviklet og opført i Europa, og som i høj grad har været til inspiration for de efterfølgende årtiers store udvikling indenfor lavenergi-, passiv- og aktivhusbyggeri.
Torben Esbensen og det rådgivende ingeniørfirma Esbensen A/S har været en af frontløberne i denne udvikling gennem de sidste 35 år, hvor firmaet har vundet et stort antal idekonkurrencer indenfor lavenergibyggeri og medvirket til realisering af mange af disse byggerier i Danmark, Norden og flere europæiske lande.
Torben Esbensen fremfører at ?firmaet altid har været meget aktive i europæiske forsknings- og udviklingsprojekter indenfor energirigtigt byggeri og derigennem opnået en viden, som kun få andre ingeniørfirmaer besidder?.
Ingeniørfirmaet Esbensen blev sidste år overtaget af Dansk Energi Management A/S, som sikrer den videre udvikling af Esbensens energimæssige spidskompetencer indenfor bæredygtigt nybyggeri nationalt som internationalt, og som samtidig har bidraget til en øget efterspørgsel af ydelser indenfor energieffektiviseringer i eksisterende bygninger, solcelleprojekter mv. fra store ejendomsbesiddere i Danmark.
Vicedirektør i Dansk Energi Management A/S Jørn Lykou, der til dagligt også er adm. direktør i Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S, udtaler at ?vi er ekstremt stolte over denne internationale anerkendelse til Torben Esbensen".