Fortsæt til indhold

Nye visioner for Nordals

Visionsgruppen består af en række fremtrædende ildsjæle, som ser et potentiale i det nordlige Als

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

"I sommeren 2012 fik jeg idéen til at samle en gruppe ildsjæle, der alle har et ønske om at udvikle Nordals og sætte gang vækst og udvikling af området,? fortæller Bent Larsen, der er født og opvokset på Nordals, og som i dag er indehaver af Larsen Yacht-Charter med base i Dyvig ved Nordborg.
I en årrække har området været præget af afvikling mere end af udvikling. Butikker er forsvundet, og antallet af arbejdspladserne er faldet. Det har bl.a. betydet, at der er flere fraflyttere, end der er tilflyttere til området.
Med et ønske om at vende denne udvikling gik Bent Larsen i gang med at samle lokale ildsjæle i en gruppe. For at få bekræftet, at det var den rigtige måde at gribe sagen an på, tog han også kontakt til borgmester Aase Nyegaard og den daværende direktør for Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter (SET) for at drøfte idéen.
"Der var straks støtte at hente hos både SET og borgmesteren, og begge tilbød at deltage i vores opstartsmøde," fortæller Bent Larsen.

Analyse og strategi

Visionsgruppen har nu været i gang siden slutningen af august 2012. Første skridt var at få analyseret området og dets muligheder.
"For at være i stand til at komme med et seriøst bud på, hvad Nordborg har af udviklingsmuligheder, var det nødvendigt at få hjælp af regionen til at få udarbejdet en by-analyse, der kan afdække, hvilke muligheder, udfordringer og udviklingstendenser der tegner sig. Analysen skal give os et fundament for at opstille en strategi for gruppens videre arbejde med at skabe udvikling på Nordals," forklarer Bent Larsen.
Det stod hurtigt klart for Visionsgruppen, at der ligger et stort potentiale i at udvikle turismen på Nordals.
"Det er derfor helt naturligt for os at arbejde på en vision, der tager udgangspunkt i turismen og udvikling af et ferie ressort placeret i forbindelse med turistattraktionen Universe," siger Bent Larsen.
Målet er at udvikle Nordals som et naturparks-område, med fokus på de mange naturoplevelser området er omgivet af, og samtidig inddrage de private og lokale aktører.
"Der findes allerede mange gode initiativer til at styrke turismen i Sønderjylland, og vi håber med en stærk vision for Nordals at blive en endnu bedre og mere kvalificeret medspiller i dette arbejde," siger Pia Bech Mathiesen, adm. direktør i Universe og medlem af Visionsgruppen.
Når et sådant stort projekt skal sættes i gang, er der en del praktiske og juridiske forhold, som skal være i orden.
"Vi har derfor hele vejen igennem haft et tæt samarbejde med kommunen, da de som myndighed har en stor viden inden for det juridiske. Og jeg må sige, det har været en utrolig positiv oplevelse. Efter at Visionsgruppen i december præsenterede deres visionen for byrådet, har vi oplevet utrolig stor politisk opbakning. Det er vi selvfølgelig meget beæret over," udtaler Bent Larsen.

Pia Bech Mathiesen, direktør i Universe og medlem af Visionsgruppen.

Udvikling i faser

Visionsgruppen har delt det videre arbejde op i tre faser.
Fase 1 går ud på at få analyseret, om idéen omkring et ferieresort er realisérbar. Fase 2 er inddragelse af borgerne og herunder de i forvejen eksisterende turistaktører i det videre arbejde - både private og foreninger.
"I fase 3 samler vi så resultaterne fra de to foregående faser for at belyse de samfundsøkonomiske konsekvenser. Herunder hvilke konsekvenser det har for området at blive en turistdestination, hvilke betydning det har for infrastrukturen, hvor mange jobs der kan skabes osv.," forklarer Bent Larsen.
"På et tidspunkt skal vi også ud og kigge efter mulige investorer. De hænger formentlig ikke på træerne, men vi er overbeviste om, at det er den rigtige retning, vi går i, og vi tror på, at det lykkes for os at skabe en tiltrængt udvikling til gavn for hele Sønderborg Kommune," slutter Bent Larsen.