At leve på en sten - sammen med Gud

Da jeg blev konfirmeret, tog Erik Langkjer en telefon med op på prædikestolen og ringede til Gud. Jeg kan ikke huske, hvad han snakkede med ham om, men jeg kan huske, at han gjorde det. I dag, 20 år senere, skal jeg lave et interview med ham, i anledningen af, at han snart pensionerer sig selv fra den præstegerning, som han har udfyldt de sidste godt 40 år. Mine forventninger, mens jeg går op imod den lille hvide kirke, der ligger med en smuk udsigt midt i Harte, er ret store. Jeg husker manden, der kappedes med drengene i klassen om at tage flest armbøjninger, som en spændende person, der altid formåede at overraske. Jeg bliver ikke skuffet.
Erik Langkjer, eller bare Langkjer som vi kaldte ham, tror på mange af de fundamentale dyder i kristendommen, og måske er folkekirken anno 2013 blevet lidt for utraditionel, for den ellers ret poppede præst.

Selvbestaltede paver

"Det er på høje tid, at jeg stopper, jeg er ved at blive for gammel til folkekirken. Jeg ville eksempelvis have meget svært ved at stille op til samkønnede vielser, og jeg synes, man skal spørge sig selv, hvor meget modernisering kan folkekirken tåle? Jeg har ikke noget imod homoseksuelle, men jeg synes, at det var fint med den ordning, hvor de kunne få en præst til at velsigne dem, men ikke inde i kirken", slår han fast, mens han retter lidt på pilotjakken, der er købt for 40 kroner i Tyskland. Det er bare så typisk ham, slet ikke at ligne en præst.
Erik Langkjer har aldrig været bange for at sige sin mening og for at skille sig ud. Også selvom det nogle gange indebærer at lægge sig ud med sine egne.
"Det er blevet så frygteligt besværligt at være præst. I vores kirke synes jeg, at der er blevet flere irritationsmomenter. Vores biskopper er blevet en flok nikkedukker. Vi har efterhånden, jeg ved ikke hvor mange selvbestaltede paver, inklusiv kirkenministeren, og jeg synes ærligt talt, at de skulle lade præsterne være i fred".

Et liv uden luksus

Langkjer kommer fra en familie hvor faren var præst, så han har egentlig aldrig været i tvivl om sin tro på Gud. Og der går heller ikke mange minutter før præsten, der siden jeg så ham sidst, har fået en del flere rynker og en hårpragt der er blevet hel grå, begynder at tale om Jesus.
"På Jesus' tid var der enormt stor forskel på rig og fattig, og på et tidspunkt da folkekirken begyndte at udvikle sig, begyndte mange at søge ud på de øde steder for at finde nogle andre værdier. Det, at efterstræbe det enkle liv, det liv hvor man er langt væk fra luksus, det har jeg altid forsøgt. At leve på en sten, det er det enkle, glædesfyldte liv".
Men i en tid hvor konfirmationsgaverne er vokset fra en discman, en Ball-bluse og et beskedent pengeløb til designmøbler, kæmpe fester og helikopterture, så er det måske svært at se, hvordan folkekirken skal have succes med at prædike det enkle liv.
"Jeg er for længst holdt op med at bekymre mig om folkekirken. Det kan ikke betale sig at bekymre sig om fremtiden, der sker altid noget, man ikke kan forudse. Men jeg tror på, at folk vil begynde at søge ind mod de enkle og indre værdier. Lidt ligesom den russiske kirke som er meget konservativ, og hvor de ligger enorm vægt på de åndelige værdier. I vores kirke er der blevet for meget luksus. Kirken bruger flere penge på at opretholde sig selv, end den gør på at hjælpe andre".
Og det kan Erik Langkjer faktisk tillade sig at sige, uden at komme i bad standing hos ham der styrer det hele. Han er stifter af Nicolaitjenesten, og igennem mange år har han været en aktiv del af et team der indsamler og sender hjælpemidler til handicappede i Polen og senere hen i Hviderusland. Det, at hjælpe andre, falder ham ganske naturligt.
"Det er jo ikke bare for at plage sig selv, at man skal leve spartansk, det skal man gøre, for at man kan hjælpe andre".

Forholdet til Gud

I begyndelsen af 90'erne var det Langkjers lod at lære mine klassekammerater og mig fadervor og trosbekendelsen. Men faktisk er den snart 67-årige præst ikke selv specielt flittig, når det kommer til at folde hænderne og falde på knæ.
"Mit forhold til Gud kunne nok godt være bedre. Jeg burde bruge noget mere tid på bøn. Jeg har tit følt, at Gud hjalp mig, og at han holdt hånden over mig. Jeg var ude for et færdselsuheld da jeg var ung, hvor jeg fik slået hovedet i stykker, jeg var heldig at overleve, og jeg betrager livet som en gave".
At Erik Langkjer er præst, også når kirkeklokkerne ikke lige ringer, det er man ikke i tvivl om. Det er for ham en gerning og en livsopgave der følger ham som huden på kroppen.
"Gudstjeneste kan man jo ikke kalde for arbejde, det er en fest. Men sådan tænker mange af de nye præster ikke. Til min forbløffelse har jeg opdaget, at de unge præster ikke går i kirke om søndagen, når de har fri. Det synes jeg, er noget mærkeligt noget", siger han med en alvor der vidner om, at han måske alligevel bekymrer sig lidt for den institution der gennem så mange år har været en del af ham selv. Og så måske ikke, i hvert fald er det skæve smil og det gode humør, som jeg husker det fra utallige fredage formiddage i menighedshuset, stadig intakt.

Ude af rampelyset

Om få måneder slutter, om ikke en æra så i hvert fald en periode, hvor den danske folkekirke var beriget med en helt særlig personlighed. Og med den helt specielle måde som få mennesker kan sige det, med en sympatisk og naturlig formulering, bruger Langkjer blot få sætninger på, at leve helt op til mine erindringer om, at han hverken var eller er helt som alle andre.
"Jeg kommer til at savne det at være i centrum. Men med seks børnebørn der skal køres frem og tilbage til sport, så får jeg sikkert nok at se til. Jeg bliver nok det man kalder for en "Hockeymom".