Fortsæt til indhold

Lockoutens første uge i billeder

Vi er netop gået ind i anden uge med Lockout landet over. Lokalavisen Esbjerg var i løbet af ugen et smut rundt i byen med kameraet for at fange Lockout'en i billeder. Her er lidt af, hvad vi oplevede.

Arkiv
Arkiv
Hos Hennes & Mauritz i midtbyen kunne man fortælle, at der ugen igennem har været væsentlig flere skolebørn inde i butikken. Det gælder især i formiddagstimerne, som til daglig bliver brugt foran tavlen, men som nu kan bruges på blandt andet shopping.
Normalt er det skolebørnene, som fylder godt op i skolegården i frikvarterene, men denne dag er det kun førskole-børnene, som morer sig på gårdens asfalt og legeplads.
"Der har været rigtig mange skolebørn forbi med deres bedsteforældre," lød det fra Svømmestadion Danmark, som i ugens løb havde væsentligt flere besøgende end normalt i hverdagene. Her ses tre gode kammerater, som slog lidt timer ihjel i "bølgen blå".
Når ens lærere er lockoutede følger en del fritimer. Dem kan man bruge på mange ting - for eksempel på en strandtur en iskold forårsformiddag. Her er Kristian på 14 år fanget på stranden i Sjelborg sammen med lillesøster Anne på 12 år. De to går på Boldesager Skole.
På lockoutens anden dag, onsdag, blev Sønderrisskolens elever og forældre mødt af lockoutramte lærere, der med vink og råb som: "Vi vil på arbejde. Vi vil på arbejde" skulle gøre alle opmærksomme på, at lockouten langt fra er lærernes eget ønske.
Det er altid et sikkert hit at tage barnebarnet en tur med på McDonalds. Fastfoodkæden oplevede, ligesom Jensens Bøfhus overfor og mange andre restaurationer i byen, at der var en del flere unge besøgende end normalt.
på Torvet samlede mange lærere sig i løbet af ugen for at demonstrere og gøre opmærksom på, at det bestemt ikke er for sjov, at hundredtusindvis af unge mennesker i disse tider ikke bliver undervist.