En plan for jubilæumssæsonen
Symfoniorkesterets første koncert på tirsdag er en gratis smagsprøve på nogle af sæsonens mange tilbud
Sønderjyllands Symfoniorkesters sæsonplan for 2013/2014 er på gaden, og med den kan orkestret tage hul på sin 50. sæson. Et jubilæum der bliver fejret med en perlerække af kendte navne og store musikalske oplevelser.
"Til vores jubilæumskoncert har vi fornøjelsen af en af verdens dygtigste violinister, nemlig amerikanske Sarah Chang. Og det er virkelig et scoop at have hende på solistlisten," siger orkesterchef Rasmus Adrian.
Men verdensstjernen Sarah Chang er langt fra den eneste kendis, som lægger vejen forbi Sønderjylland i Jubilæumssæsonen. Den danske gruppe Efterklang kigger forbi og ligeledes gør Preben Christensen, Julie Berthelsen, Nikolaj Bentzon og lettiske Baiba Skride - bare for at nævne nogle få.
"Med de solister, jubilæumssæsonen præsenterer, har vi sammensat et program, hvor både garvede musikkendere og nysgerrige publikummer, som besøger os for første gang kan få helt unikke musikalske oplevelser," lover orkesterchefen.
Programmet byder således på adskillige cross over-projekter, hvor den klassiske musik møder nye verdener og kombineres med sprøde jazztoner, spændende indierytmer og populære popnumre. Foruden naturligvis et væld af kendte og elskede klassiske værker.
"Orkestrets pædagogiske arbejde er en stor del af vores virke. Vi spiller koncert for over 150 4.-klasser hvert eneste år. For første gang arrangerer vi også koncerter for nogle af landsdelens børnehavebørn," forklarer han.
Hent sæsonplanen på Alsion, lokale turistkontorer og biblioteker, eller se og download den på sdjsymfoni.dk
Første koncert i den nye sæson er en gratis smagsprøve på nogle af sæsonens mange tilbud. Den finder sted 23. august i Alsion.