Fortsæt til indhold

Ud i naturen

Den 20. april kan man på Landbomuseet blive klogere på landmandens, husdyrenes og de vilde dyrs rolle i naturen.

Arkiv
Arkiv

Det er forår og dyrene skal på græs. Efter en lang vinter inviterer Landbomuseet til forårsfest for hele familien. "På dagen går vi i ulvens fodspor og vi fortæller om dens rolle i naturen, vi kigger på krible-krable livet i stor forstørrelse og finder ud af, hvad Povl Kjøller har med sommerfugle at gøre. Ved bålet kværner vi mel til brød smurt med hjemmekærnet smør, der selvfølgelig er smagt til med forårets vilde urter", sådan fortæller naturvejleder Nanna Winbladh.
Landbomuseet har i dagens anledning trukket traktoren ud på gårdspladsen og gæsterne får mulighed for at lave deres eget sjippetov, tage en tur i hestevogn og se smeden arbejde i sit værksted.
På overdrevet sættes der køer ud og hele dagen er der mulighed for at klappe forårslam, får og heste, der alle på deres egen måde har en vigtig rolle på naturens græsningsarealer. Til festen bliver den nye slagbænk med legeredskaber indviet. Den vil fremover være frit tilgængelig for alle besøgende ligesom den nye børneplanche. Børneplanchen fortæller i børnehøjde om naturen rundt om Landbomuseet og på dagen har vi gjort den ekstra børnevenligt.
"Slagbænken jeg har fået bygget består af tre rum, hvor der står nogle forskellige kasser med legeredskaber samt ligger en flok stylter. Der kommer rigtig mange besøgende på egen hånd på Landbomuseet og i Harte Skov. De mange besøgende vil vi gerne give en ekstra oplevelse, der lugter lidt gamle dage og livet dengang. Fra maj måned af supplere vi med naturoplevelser på egen hånd, så vi også får sat de dejlige omgivelser lidt mere i spil. Museet lejer også ofte deres gl. grisestald ud til familiefester, så denne målgruppe håber vi selvfølgelig også på at ramme, så de mellem hovedretten og desserten kan muntre sig med stylter og hestesko, eller tage på jagt efter krible-krable livet i skovbunden", fortæller naturvejlederen.
Hele formiddagen kan man nyde duften af det helstegte dyr, der roterer på grillen og ved frokosttid er der smagsprøver med brød og salat. I cafeen sælges der pølser, øl, vand og kaffe, så ingen skal gå rundt med sultne maver.