Fortsæt til indhold

Heftig debat om vindmøller

Den Konservative byrådsgruppe finder, at opstillingen af 10 nye vindmøller ved Ulvemose og Bækhede Plantage må afvente en nedtagning af eksisterende vindmøller

Arkiv
Arkiv

Der pågår i øjeblikket en offentlig høring omkring opstilling af op til 10 meget store vindmøller (totalhøjde 150 meter) i området ved Ulvemose og Bækhede Plantage. I den forbindelse afholdtes forleden et velbesøgt, offentligt møde i Hellehallen om forslaget.
Mødet gjorde det klart for den Konservative byrådsgruppe, at det ganske enkelt ikke er i orden på nuværende tidspunkt - hverken i forhold til områdets beboere eller ud fra landskabelige hensyn ?At medvirke til opstillingen af hele 10 nye, store møller ved Ulvemose og Bækhede Plantage. Fra Konservativ side ser vi det som en nødvendighed, at de nuværende, ældre møller i området bliver reduceret væsentligt førend lokalområdet kan rumme så mange nye, store møller, som der her ønskes placeret og dermed planlagt for,? lyder kommentarerne fra den konservative gruppe.
Fra Konservativ side finder vi, at opstillingen af de nye, store vindmøller i Varde kommune skal ske i et tempo, som tydeligt afspejler, at rigtig mange af de eksisterende og ældre vindmøller rundt i kommunen samtidig bliver nedtaget og fjernet fra landskabet. Kan nedtagningen ikke ske samtidig med opstilling af de nye møller, så må nedtagningen enten ske indenfor en efterfølgende kort årrække på f.eks. maksimalt 5 år eller også må de nye store møller afvente deres opstilling i et antal år.
Fra Konservativt hold var det et kardinalpunkt ved vedtagelsen i 2012 af kommunens overordnede vindmølleplan, at rigtig mange af kommunens ret ukoordinerede og efterhånden ældre møller rundt om i kommunen dermed ville blive nedtaget. En skrotning som ville udgøre en delvis kompensation for generne fra de meget store vindmøller, som skal opstilles i de kommende år.
Den Konservative byrådsgruppe står fuldt ud ved kommunens forpligtelse overfor de statslige retningslinjer om at fremme vindmølleopstillingen på land, men finder, at opstillingen af de nye møller i Varde kommune må ske i en takt, hvor de nabomæssige, sundhedsmæssige og landskabelige hensyn tilgodeses.