Den vil ikke starte!
Det er stadig de gamle klassikere, der er årsagen til, at vi skal have vejhjælp ud. Strømproblemer, manglende brændstof og punkteringer - og så var der lige de der nøgler, som lå inde i bilen, da vi smækkede døren…
Hvis du har stået uden for din låste bil og kigget ind på nøglerne, som lå på passagersædet, da du smækkede døren i - så fortvivl ej. Du er langt fra alene!
De låste døre er afgjort at finde på vejhjælpens top 10, fortæller Falcks redningschef Heino Svenningsen.
"Den er der altså mange, der laver - særligt når man lige har lidt for travlt, og man skal have indkøb eller ungerne bakset ind og ud af bilen, og i skyndingen får lagt nøglerne et forkert sted," siger Heino Svenningsen.
På top 10 over grunde, vi skal hyre vejhjælpen ind, er der dog intet, der slår "Den vil ikke starte!?"
"Det er den, vi får mest, og særligt i de kolde måneder, vi er ved at være igennem nu. Højsæson er der, hvor vi har kolde morgener," siger Heino Svenningsen.
Mere elektronik
En vinterkold dag koster meget på batteriets kapacitet - den kan falde til 50 procent ved minus 18 grader, og for et i forvejen slapt batteri kan det være forskellen mellem start og for sent på arbejde. Samtidig kan det også være svært at genoplade et batteri ved lave temperaturer. Køres der mange korte ture er vinteren ekstra hård ved batteriet.
Men vinteren er ikke alene om at bruge løs. Meget af det elektronik, vi bruger i bilerne i dag, sluger nemlig en betragtelig mængde strøm:
"Vi ser den oftere om sommeren nu, fordi folk har gang i så mange ting, der bruger strøm. Vi har klimaanlæg og elhejs på ruderne, og ungerne spiller spil eller ser DVD på bagsædet, og vi lader mobiltelefonen op i cigartænderstikket. Alt sammen bruger en hel masse strøm, så vi ser faktisk også en del af de her døde batterier om sommeren også," siger Heino Svenningsen.
9 ud af 10 vejhjælpsproblemer kan faktisk ordnes på stedet. At være rendt tør for brændstof eller luft i dækket er ret ligetil at løse, også selvom bilproducenternes spare-iver har betydet, at der ofte er et lappegrejskit der, hvor reservedækket burde være.