Køge skole med i projekt "Styr på Sundheden"
Asgård skole udpeget til at deltage i stort sundheds- og bevægelsesprojekt!
KØGE: Midt i en tid hvor skolerne er præget af lockouten, er der også gode og positive nyheder.
Asgård Skole i Køge har netop fået besked fra Dansk Skoleidræt og Trygfonden om, at skolen er udpeget til at være en af de 20 skoler i landet, der får lov til at deltage i projektet "Styr på Sundheden" i perioden 2013 til 2017.
- Ud over at der skal være et særligt fokus på sundheds- og sexualundervisning og familiekundskab indebærer det, at eleverne i indskolingen skal have daglig bevægelse samt deltage i forskellige events og tiltag med fokus på idræt og bevægelse. Bevægelse skal således indtænkes i undervisningen i alle fag. Dette blandt andet med baggrund i, at det nu er endelig er bevist, at fysisk aktivitet fører til bedre indlæring, fortæller skoleleder Jørgen Erik Christensen.
Asgård Skole er udvalgt til projektet, da skolen allerede har et stort fokus på idræt og bevægelse i skolen. Skolen har således Skolesport, Legepatruljer og uddanner junioridrætsledere i samarbejde med andre skoler i kommunen.
I efteråret blev der i samarbejde med Køge Orienteringsklub udarbejdet orienteringsløbskort over skolen og opsat 16 faste poster på skolens areal, som i øvrigt er fremhævet som et område, der giver store muligheder for motion og bevægelse.
- Derudover har skolen udarbejdet en plan der beskriver tydeligt hvilke skoleidrætsstævner og aktivitetsdage de enkelte klassetrin skal deltage i. Dette primært med henblik på at alle skal kunne deltage; men bredde kan også fordre at de bedste gør det godt. Så det har blandt andet resulteret i at skolen både i 2011 og 2012 vandt DM i skolevolleyball for piger, og i år vandt en klasse fra skolen landsfinalen i Skolemælkcup, siger Jørgen Erik Christensen.
Skolens SFO personale er uddannet til at kunne lave idræt og bevægelse som en vigtig del af deres aktiviteter.
Allerede torsdag den 30. maj skal en del af skolens lærere samt skoleleder til en boosterdag i Odense, hvor blandt andet Chris MacDonald skal komme med inspiration til indhold i projektet.
Det er skolens mål, at fortsætte som Modelskole i forhold til sundhedsarbejdet.
pm