Fortsæt til indhold

Kulturprisen har vokset sig stor

Siden 1987 har Rødekro hædret danske kunstnere. Og det er efterhånden blevet til en fornem liste af prismodtagere

Arkiv
Mette Henriksen

Rødekro Kulturpris blev stiftet i 1987. Den har efterhånden gjort den lille sønderjyske flække til et kendt område, ikke mindst for de kunstnere, som i årenes løb er blevet hædret - og som nok ikke havde gjort holdt i disse breddegrader, hvis det ikke havde været for kulturprisen.
Prisen, der lagde ud med at donere 10.000 kroner til modtageren, blev herefter forhøjet til 15.000 kroner. Senest er prisen nu på 25.000 kroner.
Torsdag klokken 15.30 er det igen tid til at hædre et kendt navn i dansk kulturliv. Denne gang er det entertainer og violinist Kim Sjøgren, som hædres i på Biblioteket i Rødekro. Han kan tilføje sig i listen af et fornemt udvalg af kolleger.
Den første, som modtog hæderen fra Rødekro, var forfatter Bjarne Reuter. Også sanger Poul Dissing, forfatter Lise Nørgaard, skuespiller Jytte Abildstrøm, Bent Fabricius-Bjerre, komponist og musiker, samt brødrene Anders og Peter Lund Madsen, der er henholdsvis entertainer og hjerneforsker, har modtaget prisen, som tildeles en person, der har været til gavn for det kulturelle liv i Danmark.
Prisen er også en lokal kulturbegivenhed. Derfor kan som altid enhver, der har lyst, om aftenen ganske gratis møde årets prismodtager. Kim Sjøgren underholder og fortæller om sit liv i musikken på Røde-Kro klokken 20.