Fortsæt til indhold

Nyt tilbud til kræftpatienter

Et kræftrehabiliterings-team og to koordinatorer skal hjælpe kræftpatienter til at få hverdagslivet til at fungere

Arkiv
Arkiv

I Fredericia Kommune kan borgere, der fået konstateret kræft, få mulighed for at blive tilknyttet et kræftrehabiliterings-team. Formålet med tilbuddet er at tilbyde borgere med kræft en rehabiliteringsindsats, hvor de kommer styrket tilbage til deres hverdagsliv og opnår mest mulig livskvalitet.
Som en del af rehabiliteringsindsatsen på kræftområdet har Fredericia Kommune ansat et tværfagligt team, der består af en sygeplejerske, en fysioterapeut, en ergoterapeut, en diætist og en socialrådgiver. Sygeplejersken og ergoterapeuten vil også fungere som kræftkoordinatorer i forhold til borgernes rehabiliteringsforløb. Deres opgave bliver sammen med borgeren at finde frem til, hvilken indsats de har behov for.
De fleste borgere vil blive henvist direkte til teamet i eller efter deres behandlingsforløb på sygehuset. Men de praktiserende læger eller borgere med kræft kan også selv henvende sig til koordinatorerne.

Hjælp til at genvinde hverdagen

Typisk er det først, når en borger komme hjem og skal til at få sin hverdag til at fungere, at der dukker mange udfordringer op. Et eksempel kan være bivirkninger i forhold til kemo- eller strålebehandling, hvor borgeren kan have brug for genoptræning, støtte eller vejledning. Det kan være, der er et behov for psykologhjælp eksempelvis fra Kræftens Bekæmpelse eller, at de pårørende har behov at være tilknyttet pårørendegrupper eller andre tilbud i frivillig regi.
I forbindelse med opstarten af tilbuddet er der blevet gennemført et fokusgruppeinterview med borgere med kræft. Af interviewet fremgik det, at det havde stor betydning at kunne mødes med ligesindede og erfaringsudveksle. Det bliver der mulighed for i rehabiliteringsforløbet, hvor man vil kunne træne sammen med ligesindede og mødes i et cafétilbud.
Koordinatoren vil ikke kunne løse alle de problemstillinger, som borgeren vil komme til at møde på sin vej. Koordinatorerne har selvfølgelig fokus på borgernes ressourcer og behov. Men fokus er også på empowerment, så det er borgernes ressourcer og handlekompetencer, der skal styrkes, så de så hurtigt som muligt får livskvalitet tilbage.
Tilbuddet i Fredericia Kommune er blevet til i samarbejde og med lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse og Støt den pårørende, der er en del af Frivilligcenter Fredericia.