Fortsæt til indhold

Butikker skal melde sig ind i kampen

Krisen er gået udenom Ønskebørn i Aabenraa. Men selvom det går godt, så skal kunderne forkæles, siger butikschef Vibeke Knudsen

Arkiv
Mette Henriksen

7-årige Magnus Jochimsen fra Hellevad er en glad lille mand. I forbindelse med en konkurrence om, hvor mange påskeæg der lå gemt i Ønskebørn på Tøndervej, var han nemlig den heldige vinder af hovedgevinsten, en cykel.
"Du er simpelthen den eneste, som havde talt rigtigt," kunne butikschef Vibeke Knudsen afsløre, da Magnus sammen med sin mor og storesøster Nanna i går kunne afhente gevinsten i Aabenraa-butikken.
Påskekonkurrencen er begyndelsen på en række af konkurrencer, som Ønskebørn vil forkæle kunderne med hen over resten af året. For selv om krisen er gået udenom forretningen, der sælger børnetøj, legetøj og børneudstyr, så skal kunderne fortsat kræses om, er holdningen her.
"Vi har selv taget fat i vore leverandører, for at høre, om de vil levere gevinster til konkurrencer. Der skal meget mere til, end en god butik og god service, hvis man i dag vil holde på kunderne. Det er vi slet ikke i tvivl om her," fortæller Vibeke Knudsen.
"Vi klager ikke, for det går godt. Men vi er også klar over, at vi ikke kan hvile os på laurbærrene. Det er tiden slet ikke til. Man skal hele tiden finde på noget nyt, gøre det spændende, så kunderne vælger vores butik og ikke en anden. Som butiksdrivende skal man altså melde sig ind i kampen, hvis man vil overleve," siger hun.
Vibeke Knudsen indrømmer gerne, at konkurrencerne også sætter kolorit på personalets egen hverdag i butikken.
"Vi synes selv, det er super hyggeligt med konkurrencer. Ikke mindst børnene er jo sjove, og det er da skønt at se en dreng som Magnus glæde sig over, at han har vundet en cykel."