Historier fra en svunden tid
Der er et nyt nummer af Sønderjysk Månedsskrift på gaden
Der findes et sagn om en skov så stor og uigennemtrængelig, ?at en Rytter en Sommerdag ved Middagstid kunde ride i Skygge fra Rødding til Kalvslund Birke, og et Egern kunde tilbagelægge hele Vejen fra Lillebælt til Kalvslund uden at komme paa Jorden ? en Urskov i Ordets egentlige Betydning har den Kæmpeskov været.? Skoven, der tales om er Farrisskoven, og uhyggelig har den været – hvis det altså er sandt, hvad der er blevet fortalt! Ved at se nærmere på kilderne, som bl.a. inddrager pollenanalyser og historiske kort, er cand.scient.pol. & cand.mag. Mette Pilgaard i stand til at drage en konklusion.
Det nye nummer af Sønderjysk Månedsskrift, som netop er udkommet, står i planternes tegn. Emnemæssigt bevæger artiklerne sig fra den vilde natur i Farrisskoven, over den kultiverede ?natur? i form af plantager, til nogle helt fine og meget civiliserede haveanlæg.
Plantager
Lektor Carsten Porskrog Rasmussen har skrevet en artikel om en række plantager ejet af aktie- og andelsselskaber i det vestlige Sønderjylland. I sidste halvdel af 1800-tallet satte en massiv skovplantning ind, bl.a. fordi det med moderne plove og spader var blevet langt lettere at tilplante hedearealerne. Samtidig blev plantning udråbt til en god gerning til gavn for folk og fædreland. De fleste plantningsselskaber har da også plantet deres skov mere af idealisme end forventning om udbytte. Nogle går tilbage til tysk tid, mens andre er etableret efter Genforeningen. Artiklen suppleres af skovfoged Thomas Wessel Fyhn, der redegør for skiftende tiders sigte med den tilplantning og rydning af klit- og hedearealer på Rømø, der til stadighed deler vandene.
Landskabsarkitekt Niels Junggreen Have har inden for de seneste år skabt det nye haveanlæg i Løgumkloster Refugiums Have. Det tidligere anlæg blev skabt af hans far, I.P. Junggreen Have i 1961. Dette anlæg måtte pga. en udvidelse af Refugiet lade livet, og opgaven med at skabe en ny have blev lagt i hænderne på sønnen Niels, der gjorde sig mange tanker om, hvorledes han kunne løfte arven efter sin far og skabe et lige så livsdueligt haveanlæg. Anlægget blev indviet i 2011, og Niels Junggreen Have fortæller i en artikel om arbejdet med at skabe anlægget.
Knap et år senere blev gårdhaveanlægget til Museum Sønderjyllands afdeling for kniplinger, Drøhses Hus i Tønder, indviet. Kunstneren bag dette anlæg, som er stærkt inspireret af en gammel Tønderknipling, er ligeledes Niels Junggreen Have. Arbejdet med dette anlæg bød på helt andre minutiøse udfordringer, som skaberen af anlægget beretter om.