Statsautoriseret røveri
Skuffet gartneriejer overvejer om han vil gå videre med sagen om ekspropriation til festivalen efter afslag på anke
- Jeg vil kalde det 'statsautoriseret røveri', fordi man tager min jord uden at give mig rimelig erstatning, siger en meget skuffet gartneriejer Keld Bjergegaard til Roskilde Avis. Tirsdag afviste Natur- og Miljøankenævnet hans klage imod, at Roskilde kommune eksproprierer et stykke af hans jord ved siden af Dyrskuepladsen for at bruge det til idrætsanlæg og service-område for Festivalen og andre store arrangementer. - I virkeligheden er det jo en politisk afgørelse, og stemmerne i ankenævnet stod jo også 6-4, fremhæver Keld Bjergegaard. - Min grundlovssikrede ejendomsret bliver krænket, og kommunen har i denne sag brugt bestemmelsen om hensyn til 'almenvellets interesser' udenfor det område, den er tiltænkt. - Økonomisk set, lider jeg også et meget stort tab. Hvis jeg skulle købe et tilsvarende areal af kommunen, forlanger de 44 mio. kroner for det. Men de vil ved ekspropriationen kun betale mig 890.000.
Overser andre arealer
Keld Bjergegaard hæfter sig ved, at kommunen ikke har gjort noget for at finde andre arealer, der kunne bruges til formålet, end hans jord. - Man har undladt at gennemføre en VVM-undersøgelse, som ellers ville være på sin plads i forbindelse med så store aktiviteter som festivalen. Hvis de havde gjort det, havde man også været forpligtet til at redegøre for mulige alternative arealer, der kunne anvendes til dette formål.
Kan tage livet af en
Lige nu overvejer gartneriejeren, der fortsat er indehaver af planteskolen ved Rønøs Allé, som han har forpagtet ud, om han overhovedet skal gå videre med sagen. - Sådan en strid kan jo tage livet af en, fordi den kommer til at overskygge alt andet. Jeg har jo heldigvis andre ting at gå op i, end det stykke jord i Roskilde. - Tidligere var jeg overbevist om, at jeg ville gå til domstolene, hvis jeg tabte i ankenævnet, som jeg var forberedt på. Men min rådgivning i sagen har været så forfejlet, at det måske ikke fører til noget. - Andre juridiske eksperter har nu fortalt mig, at jeg nok har bedre muligheder, hvis jeg opgiver det danske retssystem og går direkte til EU-domstolen, Fortæller Keld Bjergegaard.
Festivalens magt
Til gengæld har han allerede draget en anden konklusion af sagens hidtidige forløb: - Jeg havde undervurderet Festivalens indflydelse i Roskilde-området. Det er en kæmpe magtfaktor at være oppe imod, fordi den skaber så store indtægter og har så mange frivillige fra byen involveret. - Jeg har meget til overs for musikarrangementets store indsats gennem mange år, men i denne sag, har det ført til en unfair behandling af mig, mener Keld Bjergegaard. tk