Domkirken er med på det nye
Normalt betaler man ikke for at gå i kirke, men når det sker, bliver det fremover nemmere i Haderslev
Haderslev Domsogn har netop lanceret en ny måde at melde sig til kirkens mange aktiviteter på. Gennem noget tid har man kunnet melde sig til to arrangementer via sognets hjemmeside www.hado.dk. Men man har ikke kunnet betale. Det kan man fremover og udstede billetter til sig selv.
"Vi har lavet en profil på billetto.dk, hvor der lige nu er mulighed for at købe billet og på den måde tilmelde sig udflugter, spisning og kommunikationskurset for par," fortæller koordinerende sognemedhjælper Henrik Engelbrekt Refshauge. Han er også PR- og marketingkoordinator for sognet, og opdagede muligheden for nylig.
"Vi er spændte på, om borgerne vil benytte sig af muligheden," fortæller han. "Sogneudflugten er f.eks. mest brugt af pensionister, og hvis nogen af dem helst vil undgå online-tilmelding, har de stadig mulighed for at købe billetter på Kirkekontoret i Den Gamle Latinskole, men åbningstiden er begrænset og man skal op af stolen," smiler han.
"Så jeg tror dette er en win-win-situation – også for de ældre. Vi hjælper vore brugere til at kunne melde sig til på en enkel og nem måde hjemmefra – også efter arbejdstid, og samtidigt afhjælpes Kirkekontoret, der i forvejen tager sig af rigtigt mange opgaver."
"Vi har netop valgt billetto.dk, fordi dette system er noget mere fleksibelt og billigt end øvrige kendte billetsalg på internettet," slutter den koordinerende sognemedhjælper.
Der kommer et lille gebyr på billetterne, men det er mindre end ved andre billetsalg. Fremover er det hensigten, at man også vil kunne købe billet til nogle af koncerterne i sognet på billetto.dk.