Fortsæt til indhold

Støt kommunens kunstgræsbane via folkeaktier

Der mangler stadig en halv mio. kroner i kassen for at finansieringen af banen ved Varde Fritidscenter kan finde sted

Arkiv
Kim Schou

Nu skal der skub i planerne om etableringen af en kunstgræsbane i Varde. Derfor udbyder Varde IF nu folkeaktier med det formål at hente de penge hjem, der gør, at kommunen spytter de sidste penge i etableringen.
Planen er, at der nu skal sælges folkeaktier til en pris af 500 kroner pr. m2., og med 10.000 m2 på kunstgræsbanen, kan det blive til et stort beløb. Men hos Varde Idrætsforening håber man, at der kan komme omkring 200.000 kroner i kassen.
"Med en donation på 500 kroner ejer man en andel af de nye kunstgræsbaner. Samtidig er donationen køb af træningstid til sin klub på kunstgræsbanen," fortæller Jørgen Nielbæk, formand for Varde Idrætsforening.
"Ved at købe en folkeaktie kan man selv være med til at bestemme, hvilken klub man vil støtte," tilføjer han.
De klubber der putter penge i banen vil så få tildelt timer på banen, udfra hvor stort et beløb de indbetaler.
Der mangler indtil nu godt en halv mio. kroner, hvoraf erhvervslivet ventes at komme med 300.000 kroner mens Varde IF håber at få 200.000 kroner ind ved salg af folkeaktier.
Første spadestik til banen tages her i foråret og banen ventes at stå klar til sommer.

Kommunal opbakning

Kultur og Fritid vurderer, at det vil være et stort aktiv for Varde Kommune med en kunstgræsbane. Idet 18 fodboldklubber tidligere har vist interesse for at der etableres en kunstgræsbane i Varde Kommune, forventer Kultur og Fritid umiddelbart at der vil være en høj udnyttelse af banen. Ud over at tilgodese bredden i kommunens fodboldklubber, vil man samtidig kunne tilgodese den
elitesatsning, der er på kvindefodbold i Varde Idrætsforening.
Derudover kan en kunstgræsbane bruges året rundt, og er ikke afhængig af vejrforholdene, hvis banen er anlagt korrekt og vedligeholdes efter foreskrifterne.
Såfremt der er opbakning fra foreningerne til at indgå i projektet, vil Kultur og Fritid hen over sensommeren arbejde videre med indhentning af tilbud på etablering af en kunstgræsbane.
Læs meget mere i Lokalavisen på tirsdag.

Jacob V. Schmidt fra itPlaneten har allerede købt den første folkeaktie. Her står han sammen med Jørgen Nielbæk, formand for Varde IF samt formanden for fodboldafdelingen i Næsbjerg, Henning Madsen. Næsbjerg bakker op om banen med et beløb på 75.000 kroner.
Sådan ser folkeaktien ud