Opstillingsmøder til Ældrerådet
I lighed med kommunalpolitikerne afholder Ældrerådet også opstillingsmøder i forbindelse med ældrerådsvalget 19. november
Hornsherred Proceduren for valg til Ældrerådet er nu blevet godkendt af kommunen. Ældrerådet har i de sidste måneder arbejdet med forberedelserne til det kommende ældrerådsvalg, som vil blive afholdt den 19. november 2013 samtidig med det kommunale og regionale valg. Ældrerådet oplyser, at de er meget tilfredse med, at der vil blive udstedt valgkort – også til ældrerådsvalget - således at alle borgere over 60 år vil være orienteret om, at de også skal stemme på een af de opstillede kandidater. Der skal i alt vælges 9 medlemmer og herudover et tilsvarende antal suppleanter. For stadig at sikre lokalområdernes repræsentation skal der – så vidt muligt – vælges 3 medlemmer fra Frederikssund og 2 medlemmer fra henholdsvis Jægerspris, Skibby og Slangerup. Hver vælger har een stemme, som kan afgives til enhver kandidat på stemmesedlen, uansat lokalt tilhørsforhold. Ældrerådet afholder opstillingsmøder – alle dagene kl. 14.00: 10. maj - Elværket i Frederikssund. 24. maj - Mødestedet Vinkelvej i Jægerspris. 29. maj - Aktivitetshuset Kongshøj i Slangerup. 30. maj - Nyvej (gymnastiksalen) i Skibby. På Ældrerådets hjemmeside vil der blive opdateret efter opstillingsmøderne med de opstillede kandidater og evt. anden information.