Egtvedløbet blev en stor succes
Ikke færre end 133 mødte op til start for at tage del i den første udgave af det nye løb
Med 133 deltagere blev den første udgave af Egtvedløbet en stor succes.
Det store antal deltagere overgår, hvad initiativtagerne selv havde forventet, og på den baggrund ligger det allerede nu fast, at der også i 014 kommer et løb i det naturskønne område. Datoen er fastsat til søndag den 6. april.
Men ikke nok med, at Egtvedløbet kom godt fra start med mange deltagere.
Alle deltagere kom efterfølgende udelukkende med positive tilkendegivelser om arrangementet, der havde start og mål fra Egtved Camping for såvel den lille rute på 5,5 km. og den lange på 12,5 km.
"Fra mange sider har vi fået så positive tilkendegivelser, er det alene er alle anstrengelserne værd. Vi har lagt et stort arbejde i at lave et løb, hvor hele familien kunne være med, og så er det dejligt at høre så mange rosende ord. Det giver masser af energi til at fortsætte arbejdet", siger den løbsansvarlige, Janne Lund Seiersbøll.
"Nu fik vi prøvet konceptet med Egtvedløbet af, og det holdt. Derfor spiller vi ud med et par nyheder næste år, således at vi kan nå over 200 deltagere. I 2014 vil vi tilbyde deltagerne en halvmaraton, ligesom der også vil være en præmie til det største hold. Den nye rute på godt 21 km. kommer til at gå forbi Egtvedpigens Grav, således at vi også får flettet lidt historie med ind. Om Egtvedpigen så skal stå og vinke til deltagerne, må tiden vise".
De 133 deltagere fordelte sig næsten ligeligt mellem den korte og den lange rute. Den hurtigste tid på den korte rute blev 24,51 min. hos mændene og 26,00 min. hos damerne, men tiderne for den lange rute blev henholdsvis 52,16 min. og 67,38 min.
Janne Lund Seiersbøll, og de øvrige medlemmer af initiativgruppen, ønsker at rette en stor tak til de mange i lokalsamfundet, som har del i succesen. Det gælder for Lene og Helge Stolberg Madsen fra Egtved Camping, og det gælder også de handlende i Egtved, som i den grad bakkede op med flotte donationer.