Her bliver dine fødder godt behandlet
Give Fodklinik udvider, så der nu kan tilbydes behandling seks dage i ugen. Klinikken har fået tilknyttet lægexm. fodplejer Lis Krusborg
De er så vigtige, de fødder. De skal bære os hele livet, og derfor skal man huske at passe og pleje dem.
Det ved de alt om hos Give Fodklinik, hvor de to lægeexm. fodplejere Lis Krusborg og Lissi Nielsen tager imod. Gennem det seneste år er det Lissi Nielsen, som har mødt kunderne i Give. Men nu vil det som regel være Lis Krusborg.
"Jeg kan ikke nå det selv. Vi har travlt, men jeg har også klinik i Jelling, og er også under uddannelse til zoneterapeut, men vil dog være at træffe i Give et par dage i ugen," forklarer Lissi Nielsen.
Men med tilgangen af Lis Krusborg er Give dækket endnu bedre ind. "Før var der kun mulighed for at få behandling i Give to dage i ugen. Det er nu udvidet til alle dage minus søndag. Vi ved, der er patienter til det, så det er bare dejligt, at vi nu arbejder sammen," forklarer de.
"Ja, vi kunne starte med alle de forretningsdrivbende i byen. De står op hele dagen, så de kunne med stor fordel kigge forbi," siger Lis Krusborg med et smil. Hos både Give og Jelling Fodklinik drejer det sig selvfølgelig om fødder. Om at give fødderne velvære og behandling. Der tilbydes fodbehandlinger, behandlinger mod ligtorne, hård hud, nedgroede negle, bøjle behandlinger, neglelak, voksbehandlinger og parafinbehandling. Det kan ske på klinikken i Østergade i Give, men Lis Krusborg, som i øvrigt bor i Gadbjerg, kører også ud til udebehandlinger. Og på sigt er det planen at udvide endnu mere. "På længere sigt vil vi gerne udvide med en ekstra stil, så der er to stole. Og så ellers at kunne holde åbent om aftene. Vi har begge været elever på Skønhedshuset i Vejle, og husker aftenerne som noget særligt, når veninder, kolleger, venner og familie kom for at få ordnet fødder. Der var ro og hygge. Sådan en aften er bare en god aften," siger Lissi Nielsen.
Man kan se mere på www.jellingfodklinik.dk samt www.givefodklinik.dk
Fodplejere må gerne behandle diabitekere
Misforståelse Lissi Nielsen og Lis Krusborg fra Give Fodklinik og Jelling Fodklinik bliver nogen gange mødt af en misforståelse. Nemlig at de ikke må behandle diabetikere. Og det ærgrer dem.
" Det bygger på en misforståelse. Fodplejere må gerne tage diabetikere. Vores uddannelse fokusere meget på netop diabetikere," forklarer de.
Behandlingen af diabetikers fødder kræver nemlig også speciel viden, for der kan være ekstra risiko forbundet ved traumer som tryk, revner med mere.
"Man skal have taget en uddannelse på en af de fem godkendte skoler i Danmark, som er medlem af SADF (Sammenslutningen af danske fodklinikker, red) Folk med en lægehenvisning henvises ikke til os, men folk med udvidet helbredskort gør," siger de.