Fortsæt til indhold

Pas på opfindsomme fupmails

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Pas på opfindsomme netsvindlere, der vil franarre dig kontooplysninger, lyder advarslen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som er blevet bekendt med, at opfindsomme netsvindlere i øjeblikket sender personlige mails ud, der advarer om, at kort vil blive deaktiveret inden for 24 timer på grund af flere mislykkede loginforsøg. Svindlerne opfordrer i mailen til, at man logger ind via sit sikre aktiveringslink hurtigst muligt og bekræfter sine oplysninger for at forhindre, at ens kort deaktiveres.
Men det er ikke en fremgangsmåde, som de danske pengeinstitutter benytter sig af, og derfor fraråder Syd- og Sønderjyllands Politi, at man reagerer på denne type mails.
"Vi anbefaler alle borgere, der modtager denne type mails, om at slette dem og ikke agere på dem. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt mailen er fra dit pengeinstitut, så tag telefonisk kontakt til din bank og forhør dig," udtaler vicepolitikommisær Jacob Ulvedal Andersen.