Kirkemusical med Karen Blixen inspiration i Christiansfeld
Fredag den 12. april klokken 19.30 opføres musicalen "Rugmarken" i Tyrstrup Kirke. Musicalen er inspireret af Karen Blixens novelle, "Sorgagre"
koncert Karen Blixens novelle Sorgagre ligger til grund for kirkemucalen Rugmarken, som opføres I Tyrstrup kirke i Christiansfeld fredag den 12. april kl. 19.30.
Musicalen er skrevet, komponeret og iscenesat af organist Krista Revsbech i 2009 og det er nu 9. gang den opføres. Det siger noget om de kvaliteter, værket har.
Det er en stærk, til dels kendt historie, musikken er iørefaldende og vedkommende for fortællingen og selvom musikcalen ikke er noget udstyrsstykke, så foregår et mindre skuespil med enkle kulisser som baggrund.
Alt i alt et fint lille værk med den gribende historie om enken Ane Marie, der i forsøget på at redde sin søns liv må høste en kæmpemæssig rugmark ganske alene og skal være færdig inden solnedgang. Rugmarken har især været spillet i Sønderjylland, men en tur til Nordsjælland og en opførelse i Gråbrødre Klosterkirke i Odense hører også med til historien for de entusiastiske lokale korsangere.
De 45 sangere i musicalkoret er fra KorNor (navnet hentyder til Hejlsminde Nor) og Aller-Fjelstrup Sognekor, og de bliver dirigeret af KorNors daglige leder Kirsten Iversen, som bor i Fjelstrup og Krista Revsbech, der bor i Christiansfeld, og som også sidder ved klaveret.
Der er entre kr. 60.