Tyvene stjæler dyrere ting
Erstatninger per indbrud steget med hele otte procent på blot et år
Indbrud i helårshuse og sommerhuse kostede sidste år forsikringsselskaberne over otte procent mere i erstatning per indbrud. Det oplyser Forsikringsoplysningen. Helt præcist steg den gennemsnitlige erstatning ved et indbrud sidste år med 8,3 procent for helårshuse og 8,6 procent for sommerhuse. Forsikringsselskaberne udbetalte i gennemsnit 24.328 kroner i erstatning per indbrud i helårshuse og 10.748 kroner per indbrud i sommerhuse. "Vi har i dag flere værdier liggende, som er hurtige og nemme for en indbrudstyv at komme af sted med. Smartphones, tablets osv. er jo ting, der har en betydelig værdi. Sammen med smykker og kontanter er det den slags ting, tyven typisk går efter. Sørg for at gemme disse værdier godt væk, og lad være med at friste tyven ved at have dem liggende, så de er synlige udefra," siger Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
...men færre indbrud
Der er samlet set tale om færre, men dyrere indbrud sidste år. Antallet af forsikringsanmeldte indbrud i helårshuse faldt beskedent med 2,9 procent, mens antallet af sommerhusindbrud faldt mere markant med 27 procent. Man skal dog være opmærksom på, at antallet af sommerhusindbrud er betydeligt lavere, og der hurtigt kan ses store procentvise fald. Sidste år anmeldte danskerne 4.483 sommerhusindbrud til forsikringsselskaberne mod 42.852 indbrud i helårshuse.