Fortsæt til indhold

Kritik af p-politik

Arkiv
Arkiv

Gardinhandler Lars Magnild, der i 10 år var formand for handelsorganisationen i Roskildes centrum, rejste en hård kritik af formand Stevolds og bestyrelsens linje i sagen om parkerings-regler ved generalforsamlingen torsdag aften i foredragssalen hos Danske Bank. Han mente ikke, de havde opbakning fra medlemmerne til deres linje om en times gratis parkering og derefter betaling for at skaffe bedre plads til butikkernes kunder og få pendlere eller ansatte væk fra at holde på de centrale pladser hele dagen. - I blev kun reddet på målstregen, fordi Venstre ikke ville være med i byrådet, sagde han ved afslutningen af generalforsamlingen. Torben Stevold svarede, at Roskilde Handel og Stjernebutikker i denne sag overfor kommunen havde haft en bunden opgave om, hvordan opgaven kunne gribes an, hvis der skulle skaffes penge til p-huse, så antallet af pladser kunne øges. -Vi har lagt en linje, som var et kompromis mellem medlemmernes meget forskellige holdninger. Nu er der foreløbig fundet en fornuftig løsninger, hvor de forskellige muligheder skal undersøges yderligere, før der træffes beslutninger. Poul Nielsen, der repræsenterede Gågade-lauget, fordi formanden Michael Gundersen var forhindret, sagde til Magnild, at en forøgelse af kapaciteten med p-huse ikke kommer af sig selv. - På et tidspunkt, når det skal gennemføres, kræver det indtægter, som må komme fra dem, der bruger pladserne. tk