Fortsæt til indhold

Flere kommer i Seniorjob

På bare en måned er yderligere 11 kommet i seniorjob hos Fredericia Kommune

Arkiv
Arkiv

Den gode tendens fortsætter. Siden den 1. marts er der kommet yderligere 11 seniorer i job hos Fredericia Kommune.
"Det er dejligt, at vi kan hjælpe en gruppe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet," siger udvalgsformand Inger Nielsen.
Fredericia Kommune mangler at finde et seniorjob til 31 ansøgere, men Jeanett Beckmann fra Personale & Uddannelse er fortrøstningsfuld.
"Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes os at få de sidste ansøgere afklaret. Vi møder en stor velvillighed fra lederne i de afdelinger, som vi henvender os til," fortæller Jeanett Beckmann.
Muligt frikommuneforsøg

Indtil starten af april har Fredericia Kommune modtaget 77 ansøgninger om et seniorjob. Indtil nu er det lykkes kommunen at finde beskæftigelse til 46. Ni afdelinger har haft mulighed for at oprette job til seniorer. Arbejdsopgaverne skal være opgaver, som kommunen ikke selv løser. Samtidig er kommunen forpligtet til at tage hensyn til den ledige seniorers kvalifikationer og interesser. Derfor har det været nødvendigt at tænke kreativt. F.eks. er der blevet oprettet et seniorjob i kompetencecentret, hvor en tidligere bankrådgiver har fået til opgave at rådgive Arbejdsmarkedsafdelingens borgere om deres hverdagsøkonomi med henblik på budgetlægning.
"Jeg synes, det vil være interessant at undersøge muligheden for at udnytte vores status som frikommune til at inddrage private virksomheder i denne sammenhæng. Det er en opgave, som private virksomheder vil kunne drage nytte af, så jeg vil gerne have, at vi i Arbejdsmarkedsudvalget og byrådet får drøftet muligheden for at oprette et frikommuneforsøg i stil med Vejle Kommune, hvor private virksomheder får mulighed for at oprette seniorjobs," siger Inger Nielsen.