26.000 skiver lufttørret skinke
Om kort tid står revysæsonen for døren i Sønderborg, og det betyder travlhed i køkkenet på Comwell
Sønderborgrevyen har premiere den 25. maj, og de mange revygæster skal have god mad at spise. Derfor ser hotellets nye køkkenchef Klaus Sigurd Græns frem til at komme i gang med tilberedningen af årets revymiddag. Modsat tidligere år, så vil han i år tilbyde revygæsterne valget mellem den klassiske buffet eller en helt ny og inspirerende 3-retters middag med rørt laksetatar, okseentrecote og chokoladekage med solbærsorbet.
Men det er revybuffeten som sætter imponerende talrekorder. Køkkenchefen og hans team af kokke og kokkeelever skal i den kommende revysæson tilberede 26.000 skiver italiensk skinke, 2 tons oksefilet, 2 tons laks, 4½ tons stegt flæsk, skrubbe 4 tons nye kartofler og lave is af 13.000 æggeblommer.
På trods af de enorme mængder mad ryster Klaus Græns ikke på hånden.
?Det er en kunst at få store mængder mad og buffeter til at smage lige så godt som den lille 3-retters menu. Men den udfordring tager vi op, og jeg garanterer sprøde svær på den stegte flæsk,? smiler Klaus Græns.