Plan til rockmuseum
Teknik- og Miljøudvalget har sagt ja til lokalplanen for det område, der skal rumme Danmarks Rockmuseums bygning ,Rockmagneten, på Musicon. Nu skal planen i offentlighøring, og mandag 27. maj klokken 19 til 21 er der borgermøde om planen i kantinen på Roskilde Rådhus. Det er en sammensat plan med kontraster, der rummer plads til både stort og småt byggeri: fra Rockmagnetens mere end 17.000 etagemeter i og oven på de eksisterende haller til den lille container på bare 15 m2. Lokalplanen giver samtidig mulighed for, at der kan opføres to nye kvarterer: Basgangen, der ligger mellem Rabalderstræde og Rockmagneten, og Bifaldet nord for Rockmagneten. I begge kvarterer kan der bygges erhverv og boliger, og bygninger skal placeres og udformes, så kvartererne bliver spændende at gå rundt i.