Festdage - trods lockout
Starup Festdage byder påny på et Forrygende program. Også selvom festen må undvære sin indledning
Hvad der i sin tid begyndte som en god Idé, er nu en fast tradition. Der er Starup Festdage fra den 24. til den 28. april, og det er igen i år med et forrygende program.
Som man kan læse andetsteds på dette site, kommer festen dog til at undvære sin festlige og farvestrålende indledning. Den store skolekoncert, hvor børnene denne gang havde "Shu-Bi-Dua" som tema, er blevet aflyst på grund af skolekonflikten. Festdagene kommer dog til at indeholde andre musikalske indslag.
Fredag aften er der talentshow, hvor alle er velkomne til at optræde med sit talent. Det er ikke en konkurrence, men et show, hvor stemningen oser af hygge og god stemning. Sidste år var der både dansere og sangere. Tilmelding åben for alle til Poul Fremmelev, pfr@haderslev.dk. Senere fredag aften er der 'studenter-jam'. Her optræder flere unge fra Starup. Man kan blandt andre møde en til lejligheden opstået trio bestående af Michael Richter, Jeppe Thorø og Steffan Dall, der har sat nogle numre sammen i ?dagen anledning?. Flere kunstnere forventes at møde op. Aftenen rokkes væk af bandet 'Præstesønnen'. Bandet består af Anders Grishauge, Jeppe Vinum, Lars Münster og Anders Nørbæk, der alle går i 3. g. på musiklinien.
Fredag er i det hele taget en dag for hele familien. Man starter dagen med 'Starup Løbet', sponseret af lokale håndværkere. Tilmelding på www.run2u.dk
Eftermiddagen byder på en nyhed i forhold til tidligere år. Det er budt ind til 'Gadedyst'. Formålet er sjov og ballade for at styrke sammenholdet på tværs i Starup.
Gunni Fransen leder køkkenholdet, der laver lasagne og lækker salat og hjemmebagte flutes til den store fællesspisning i hallen, hvor man forventer 400 personer har lyst at deltage.
Det er også fredag aften, at 'Starup Bænken' uddeles til en person eller familie, der har gjort en ekstra indsats for Starup. Sidste år, var det Peter Post der modtog den, da han igennem mange år har været en af Starups ildsjæle.
Lørdag er der Fleggaard/Cafax fodbold Cup. Et stævne, der plejer at trække ca. 500 spillere. Der bliver gået til den – og i pauserne er der stor hoppepude m.m.
Fest i hallen
Lørdag fester de voksne i hallen, til Danmarks sjoveste indendørs havefest. Flere gader er ved at danne tradition for at holde gadefest denne aften, hvor man også skal have danseskoene med, da der er live dansemusik.
Søndag rundes festdagene af med kæmpe Baby-Bazar i Starup hallen og kræmmermarked udenfor. Kl. 15.00 er der sønderjysk kaffebord, hvor man kan invitere på kaffe og kage for 30 kr.
Læs mere på www.starup-uif.dk